Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/589

578 TROMSØ AMT. raad under Erik Ma-gnussønS ungdom, som lendermand og gesandt viste han stor klogskab. I sit testamente betænkte han kirken paa sine fædres ættegaard Bjarkø med gaver. Han døde 13l3 og synes oftest at have opholdt sig ved hoffet og forøvrigt pa-a Giskø, medens broderen Vidkunn, der var ridder og senere baron, mest har opholdt sig paa Bjarkø, naar ikke hans pligter som kon- gens haandgangne mand fordrede hans nærværelse andetsted. Da han døde 1302, blev sønnen Erling vistnok den rigeste og mægtigste mand i den gamle Arnmødlinge— og Bjarkø-æt. For- uden Bjarkø med til1iggende gods a-rvede han ved farbroderen Bjarnes død det store Giskøgods og med sin hustru Elin Tores- datter og efter sin moder store rigdomme og meget jordegods. Han var Norges rigsforstander under Magnus Erikssøns mindre- aarighed og senere denne konges betroede mand. Hans vaaben- mærke, en opreiststaaende guld1øve med et tilbageliggende guld- skaftet sværd i forlabberne er billede paa hans rigdom og magt. Medens tidligere stridigheder paa grændsen i det nordlige Norge kun havde været førte i det egentlige Finmarken og det nordligste af Tromsø amt, trængte i l323 russerne frem lige til Bjarkø, som de plyndrede og brændte Eieren Erling Vidkunns- søn, der som kongens drotsete var fraværende under feiden, hen- vendte sig til paven om hjælp og traf andre foranstaltninger for at værne om landet. Fiendtlighederne a-1dt vistnok først og fremst Sverige, der i lang tid havde havt ufred med Rusland og nu havde samme konge som Norge. Sverige sluttede fred allerede 1323, og der kom snart ogsaa fred istand (1326) med nordmændene; i en af fredsartiklerne overlader russerne til Norges konge «at dele, som han vi1de, efter sin samvittighed,» naar der kom sendebud til ham fra Novgorod. Freden blev sluttet paa 1O aar. 1338 var der atter uroligheder, saa at russernes fyrste sendte gesandter til Norges konge og sluttede fred med ham i 1339. Aarsagen til urolighederne skal have været den, at sven- skerne havde hjulpet karelerne til at angribe russerne. I freds- vilkaarene siger russerne derfor om karelerne: « Naar vore kare- ler løber til eder, saa bank dem eller hæng dem; det samme vil vi gjøre med eders, da der ei burde være uenighed mellem os. De, som er døbte til vor tro, vil vi ei ud1evere: men de er kun faa, og de maa gjerne blive hjemsøgte af Guds vrede.» I denne feide eller noget længere ud i aarhundredet brændte karelerne op præstegaarden i Lenviken. ‘ Nogle aar efter gjorde den daværende norsk-svenske konge indfald i Rusland og var i begyndelsen heldig nok til at under- lægge sig fæstningen Nøteborg med omliggende land. Men da han ud paa høsten drog tilbage, tog russerne det erobrede tilbage og trængte i 1349 over grændsen ind i Norge, hvor de herjede lige til