Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/591

580 TROMSØ AMT. i Nordland eller Finmarken, men skyndte sig oftest tilbage over grændsen, inden mandskab kunde opbydes. i P Til disse urolige tider kan maaske nogle befæstningsanlæg inden amtet henføreS. Det saakaldte «Slottet» ved Gansaasbotn i Trondenes skal ifølge sagnet være opført som værn mod russi- ske røvere. Det ligger tæt ved sjøen paa en berghøide, der paa den ene kant styrter steilt ned mod sjøen, har paa de andre bratte skraaninger, medens en side he1der svagt. Ovenpaa plataaet er levninger af mure samt dybe hu1ler som efter kjeldere og brønde. Videre er der paa muren om Trondenes kirkegaard rester af to taarne i omtrent 14 meters afstand fra hverandre paa kirkens østside. Taarnene er firkantede med trapper indvendig, og ste- nene har været sammenføiede med kalk. Muren mellem dem saavel som det nærmeste parti af kirkegaardsmuren er udvendig ca-. 2 meter høi. Det siges, at de har tjent som vagttaarn mod fiendtlige overfald. Paa flere steder især i den nordlige del af amtet samt i Finmarken er der talrige sagn om disse røverier. Men man- ge er vandresagn, og det samme sagn er knyttet til flere forskjellige steder. Man faar derfor snart en mistanke om, at plyndringen ikke kan være udført paa alle de steder, hvorom sag- net fortæller. Naar banderne saaledes entagne gange kunde trænge ind i landet uden at møde større modstand, saa tør dette vel for en del hidrøre fra, at de mest anseede mænd blandt den slægt, som heroppe indehavde førerstillingen, Bjarkøætten, mere og mere droges sydover med sine interesser, og knyttedes til kongehuset samt til mægtige ætter i det sydlige af landet. Kon- gerne var for langt borte eller for stærkt optagne paa andre kanter til at kunne sætte en bom for uvæsenet. At holde vagt langs den udstrakte grændse, der heller ikke var sikkert bestemt landene imel1em, var ikke muligt i de tyndt befolkede distrikter, hvis da ikke befolkningen skulde komme til at ligge ude i orlog baade vinter og sommer, som der klages over i brevet til kong Erik. Af erkebiskopen Aslak Bo1ts jordebog fra den første halvdel af det femtende aarhundrede sees erkebiskopstolen at have eiet adskilligt jordegods især i amtets sydlige del. Af Bjarkøætten synes ikke nogen at have havt bopæl paa den gamle ættegaard i det femtende aarhundrede. Den mand- lige linje døde ud med Bjarne Erlingssøn og hans fader Er-ling Vidkumzssøn i aarene l354 og 1355. Fra den sidstes døtre, der blev indgiftede i Norges fornemste ætter, nedstammer flere af landets kjendte mænd i det følgende aar-hundrede.. En af disse var Sigm“(l .Yonss“øn-, der var drotsete under Kristoffer af Bayern og tilhørte Sudrheimsætten paa Romerike. Hans søn, junker Hans-