Hvasse nordenvind
brød i skoven ind,
lærte dem med fynd,
kjolen var for tynd;
sommerdragten god
staar ei frost imod;
vinterkulden isned deres blod
Skræddere har ei
de smaa ekorn, nei;
heller ikke guld
til at kjøbe uld;
folk ei heller faa
tid at klæde paa
de smaa ekorn, som i skoven gaa.
Paa et lærketræ
krøb tilsammen de,
skjælvende af kuld.
Af bekymring fuld
bad de hver for sig,
stille, inderlig,
ja, den ældste endog lydelig:
«Gud, du er saa snild!
Du os hjælpe vil,
hjulpet før du har,
da vi sultne var.
Se, vi fryser saa!
giv os arme smaa
dog en dygtig vinterkjole paa!»
Han, som mildelig
hører ravnes skrig,
styrer lyn og storm,
ser til liden orm,
hører smaabørns bøn,
moders suk i løn,
han bønhører de smaa ekorns bøn.
Koldt det er, men de
kan af kulden le:
Hver en pels har faat,
som kan varme godt;
tykke, brunlig graa
sidder kjækt de smaa,
just som far med skrubskindspelsen paa.