Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/43

Denne siden er korrekturlest

hvor jeg pludselig saae mig om, og saae — lutter Taage. 2. Istedetfor Parenthesen. 3. Istedetfor:

E. Afbrydelsestegnet (.....), hvilket tjener til at betegne, at Meningen ikke er fuldført f. Ex. Altsaa, sagde jeg, er Dem Naturen i sin Skjønhed o. s. v., de glade Bønder ..... De glade Bønder, afbrød hun mig.

F. Anførelsestegnet (), der sættes foran og bagefter en Andens Ord, som ligefrem anføres, og, naar Anførselen er lang, ogsaa ved Begyndelsen af hver Linie, saalænge den varer. (Exempel ovenfor: E. §. 33, 6.)

G. Bindetegnet (-), der bruges: 1. I meget lange sammensatte eller dobbelt sammensatte Ord, eller naar man af andre Grunde ei vil skrive sammensatte Ord, i Eet: Søecadet-Academiet, historisk-philosophisk Afhandling, Elementair-Underviisningen, Lovgivnings-Commission, Pap-Harer. 2. Efter Substantiver, hvis sidste Deel er udeladt, fordi flere have denne tilfælles, som: Departementet for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. 3) Ved Enden af en Linie, naar ikke hele Ordet faaer Rum deri, men Resten maa skrives i den anden Linie.

H. Apostrophen (’), der betegner, at e er udeladt i Enden af et Ord, som: elsked’ for elskede. At bruge dette Tegn i vort Sprog er mindre nødvendigt.


Bemerkninger
ved nogle enkelte Steder i Retskrivningslæren.

Ad §. 3. Det bløde v i Enden af sammensatte Vocaler udtrykkes rettest ved Tegnet w, som er en Sammensætning af Tegnene u og v. Saaledes vilde den forskjellige Lyd i Favn, Fawn (faunus, Skovgud) og Agesilaus nøiagtig kunne udtrykkes.

Ad §. 4 og 5. Ved Brugen af en Tverstreg ovenover lange Vocalers Tegn vilde man aldeles kunne undgaae at anvende Vocalfordobling og det understøttende e f. Ex. Mēn for Meen (t. F. f. men), fōr iste-