e og o sjelden forekommer i Sproget, bruges disse Tegn for det Meste til at udtrykke det korte æ og aa. Da Lyden aa, som ligger mellem Lyden a og Lyden o, snart gaaer over til æ, snart til ø, som Haand, Fleertal Hænder, Bog, Fleertal Bøger, har man, for at gjøre den grammatikalske Regel, at a og aa stedse gaae over til æ, almindelig gjældende i Retskrivningen, ogsaa antaget at udtrykke det lange aa, naar det gaaer over til ø ved o, samt naar a eller aa er gaaet over til æ, at udtrykke dette, om det ogsaa er kort, ved æ og ikke ved e. — Til Veiledning kan ogsaa tjene, at, naar Stavelsen ender paa en Consonant (undtagen b, d, g og v) er Vocalen deri oftest kort. Er Stavelsens Vocal i dette Tilfælde lang, udtrykkes dette deels ved at fordoble Vocalen, deels ved at føie til den et (understøttende) e.
Anm. Vocaltegnenes sædvanlige Overgange ere :
| a | gaae | over til | æ: | Tand, Tænder (see §. 8.) |
| aa | Haand, Hænder (see §. 7.) | |||
| o | — | — | ø | Dom, dømme; Bog, Bøger (see §. 7, §. 7, 1.) |
| u | — | — | y | ung, yngre. |
| e | — | — | i | Verk, virke; Skjel, skille; (see §. 8. 2. 6.) |
Denne Stræben efter i Skrift at tilveiebringe Regelmæssighed i Vocalovergangene drives vel for vidt, naar man, uden at tage den almindeligt antagne Udtale i Betragtning, skriver: Første (af først af for) for Fyrste.
