mærksomhed saavel ved Forf. berømte Navn, som ved Gjenstandens Sjeldenhed og Eiendommelighed. Man kan sige, det norske Publikum har i mange Aar virkelig længtes efter at høre Noget fra denne Reise, ikke alene for Reisens egen Skyld, men ogsaa paa Grund af det Fremstillings-Talent, som Hansteen i tidligere Reiseskizzer har lagt for Dagen. Og om man maaskee end i hine Arbeider fra yngre Dage kunde finde noksaa megen Kvikhed i Foredraget, som i nærværende Brudstykke af hans siberiske Reise, da vækker dette alligevel netop en grundet Beklagelse over, at det kun er et Brudstykke. Med høi Interesse maa man følge Forf. paa Vandringen igjennem dette aldeles fremmede barbariske Land, hvor vi med ham levende føle Vederkvægelsen i ethvert sparsomt Glimt, der minder om Civilisation og hjemlige Forholde. Denne uvilkaarlige Sympathi med Forfatteren vindes især ved Fremstillingens ligefremme, aldeles ukunstlede Tone; det Hele giver endog Indtrykket af ikke egentlig at være skrevet for Publicum, men kun at være Forf.s Optegnelser for sig selv eller sine Nærmeste, og ligger ialfald lige langt fra begge de modsatte Feil, Reiseforfattere gjerne forfalde til: affecteret Enthusiasme og Sentimentalitet paa den ene, og blaseret Reflexion paa den anden Side.
Om disse Feil er det netop saavidt Læseren mindes, ved Th. Kjerulfs Reise over Haukeliefjeldet og P. J. Colletts „La bella Italia.“ Dog er det Luxurierende hos den Første ikke mere, end man endog maa gjøre Regning paa hos en saa ung Forfatter, i hvem jeg med Fornøielse anerkjender et spirende Talent; saa paradoxt det end kan synes, er det dog en gammel Erfaring, at man først ved Modenhedens Seier over Maneer og Affectation lærer at skrive ret naturligt. Et mindre hyggeligt Indtryk gjør Colletts – ellers særdeles velskrevne – Betragtninger over Italien. Vel maa jeg – og det endog af egen Erfaring – give Forf. Ret i, at man ofte kan blive ærgerlig tilmode over disse Touristernes pligtskyldige Henrykkelser over Scener, der engang ere komne fororde at være classiske, og Reisehaandbøgernes „wunderschön“ kan vel mangengang netop gjøre et friskt Gemyt oplagt til at kjede sig; men denne Ærgrelse eller Kjede, og overhovedet dette Hensyn
