saavidt vides, først af Christian Is ældste Søen Hertug Hans, og Exemplet fulgtes strax efter af Broderen Hertug Frederik. Hensigten dermed var klar. Norge var det eneste Rige, som før Foreningen havde havt en ordnet Arvefølgelov, og den norske Almue havde følt dennes gode Følger for Fædrelandet, idet den havde befriet det fra Thronstridigheder og de med et Kongevalg altid forbundne Ulemper. Saaledes var en Kjærlighed til den arvelige Kongemagt rodfæstet i Norge, og da man selv efter Unionen ved Valget gjerne holde sig til Formandens nærmeste Slægtning, var Almuen ikke politisk oplyst nok til at fatte, baade at Foreningen i Kalmar 1397 havde forandret Norges ældre Statsret, og at det var umuligt, at en ligelig Forening mellem Rigerne kunde bestaae og fælles Konge beholdes, naar det ene Rige vedblev at være et Arverige og det andet et frit Valgrige. Imid-
(i Unionshistorien S. 343) paaberaaber sig Magnus Lagabøters Lovbog, (d. e. den borgerlige Landslov) som Hjemmel for Oldenborgernes Arveret til Norge, saa forvexler han denne med Rigets offentlige Ret, der ved Unionen med Danmark undergik en af samtlige Konger ved deres Thronbestigelse anerkjendt Forandring, og glemmer, at Arvefølgen i Norge var forandret af Sønnen Kong Hakon V, saa at det i ethvert Tilfælde neppe kan været Kong Magnus’s Rigs-Arvelov, som i 1450 stadfæstedes. Jahn vilde saaledes have ondt for at bevise Rigtigheden af sin Paastand sammesteds: „Norges Statsret erkjendte en arvelig Succession i Kongerækken, og Hertug Hans var, efter sin Faders Død, fuldkommen berettiget til at betragte sig som Konge over dette Rige, ligesom hans Broder og dennes hele Afkom med Rette kalde sig Arvinger til Norge.“ Haandfæstningerne blive dog den Tids vigtigste statsretlige Beviisbreve, og enhver af disse modsiger reentud denne uefterretlige Paastand. At Tittelen var ulovlig, erkjendes og af de Fleste, endog Tydskerne, saasom Schlegel Gesch. d. Kön. v. Dän. &c. I. 61–62. Christiani Gesch. d. Herzogth. Schleswig und Holstein unter d. Oldenb. Hause I. 161, hvor tillige berettes, at Dronning Dorthea var den, der først benyttede den for sin umyndige yngre Søn Frederik. – Jahns Partiskhed er for bekjendt til at behøve yderligere Beviser, og af Dahlmann tilbørlig revset f. Ex. Geschichte v. Dännemark III 193. Anm. 3.
