Seer man nu hen til det Svar, Kongen gjennem sin Kantsler
(som jeg formoder) har afgivet til dette Klagepunkt, da er det
karakteristisk som alle de følgende Svar: „Min Herres Naade vil
sætte til Danmarks Riges Raad at sige derpaa efter Norges Lov
og Beviisning paa baade Sider“. Her er efter mit Begreb
Unionskongernes og deres danske Raadgiveres Politik mod Norge
kort og klart fremsat. Den Lighed, Rigerne imellem, som Recessen
i Bergen 1450 opstillede og uden hvilken Foreningen da
aldrig var kommen istand, den Lighed, som fremdeles staaer paa
Papiret i den halmstadske Reces, uagtet den forlængst var traadt
under Fødder, fornegtes her uden videre. Danmarks Riges
Raad, det norskes lovlige Ligemænd, skal afgjøre et Norge og
dets vordende Konge alene vedkommende Spørgsmaal, og de skulle
bedømme dette efter Norges Lov, ikke efter Unionsbestemmelserne.
Med dette Svar havde Kongen selv dømt, at han og følgelig
Hertug Frederik og dennes Afkom vare rette Arvinger til Norge;
thi ved Norges Lov maa her de ældre, ved Unionen ophævede
Rigs-Arvefølgelove forstaaes, da ikke Norges Landslov, mere end
Skaanske, Sjællandske eller Jydske Lov kunde tjene til Spørgsmaalets
Afgjørelse; ei heller gaves der for Norges Vedkommende særskilte
unionelle Grundlove, hvortil Kongen kan have sigtet. At
dette Svar skulde være afgivet i al Troskyldighed saa at hverken
Konge eller Kantsler have tænkt sig det Forfatningsstridige deri,
lader sig ikke tænke. Christiern selv havde brugt Tittelen altfor
Hertug Albrecht af Meklenborg og den norsk-svenske Fyrstedatter Eufemia. Disse to Fyrstinder af samme Navn vare følgelig Svigerinder, men ikke i nær Slægt med hinanden, end mindre een og den samme. Fremdeles siges der i hiint Dokument, at „Kong Eriks Mormoder (d. e. den førstnævnte Ingeborg Valdemarsdatter af Danmark) og Kong Christians Morfader (Gerhard VI) vare og fødte af Søskende“, en Urigtighed, der er fremgaaet af samme Forvexling. Vildfarelsen er forøvrigt allerede paaviist af Carstens og Jahn (N. Danske Mag. VI. 30), og selv den Sidste antager den for at være begaaet forsætlig, fordi „Arvefølgen udgjorde et væsentligt Punkt i den norske Stats- og Privatret“, en Mening, mod hvis Rigtighed for hiin Tid vi alt have ytret os.
