det vide noget derom, førend Sagen var afgjort og følgelig ikke stod til at ændre.[1]
Dette forholde sig imidlertid som det vil – det norske Rigsraads Bifald til Pantsættelsen er mere end tvivlsomt; thi selv om det skulde oplyses, at en eller flere Mænd have varet tilstede derved i det norske Rigsraads Navn, saa bliver det atter at undersøge, hvilke disse Mand vare, om de nemlig var virkelige norske Rigsraader eller af hiin „Danmarks og Norges“ Riges Raader, som Hr Hartvig og Hr Henrik Krumedike, eller senere Hr Vincents Lunge, Hr Esge Bilde o. fl., eller endelig af hine Domkapitlerne paatvungne danske Prælater, af hvilke de oldenborgske Unionskonger oftere fortrinsviis benyttede sig, for i en Snarvending at bringe et nominelt Norges Riges Raad i Stand; samt endelig om de enkelte Tilstedeværende havde det hjemmeværende Rigsraads Fuldmagt til at handle; i modsat Fald var Samtykket ugyldigt.[2]
- ↑ Dahlmann har allerede følt det usandsynlige i, at det norske Rigsraad skulde givet sit Minde til Pantsættelsen. (Gesch. v. Dännemark. III. 246. Anm.
- ↑ Denne sidste Bemærkning gjælde som Svar paa Hr Allens Bemærkning i hans Comment. de reb. Chr. II exsulis S. 58–59 ang. min Afhandling i Nor II. 510 ff. om Dagen og Aaret for Frederik Is Valg i Norge. Til min Ytring i hiint Tidsskrift, at alle Frederik Is Regjeringshandlinger som norsk Konge før hiin Dag maa ansees statsretlig ugyldige, bemærker han, at Nordmænd længe før Aug. 1521, ja endog før Kjøbenhavns Erobring havde anerkjendt Kong Frederik. Dette er vist nok; men just heri ligger Ulovligheden; thi det tilkom hverken de af Forf. nævnte Danske H. Krumedike og V. Lunge eller de ikke nævnte Nordmænd een for een eller hist og her, men ene og alene det samlede danske og norske, eller in casu det samlede norske Rigsraad i Forening og lovlig sammenkaldt at vælge en Konge. Hvad der foregik underhaanden baade da og oftere før, især ved Christian Is Valg 1149–1450, var, saavidt skjønnes, aabenbart Brud paa Forfatningen, følgelig Landsforræderi. Det er netop denne underhaands Besnakken af Nordmændene, som man kunde kalde det, der gjennem hele Unionshistorien var det danske Rigsraads Politik, efter den gamle Regel: divide et impera. Men at det stedse lykkedes, er ganske vist et slet Vidnesbyrd mod Nordmændenes politiske Oplysning og Sammenhold.
