om det kun havde bestaaet af et Par delegerede Raader, aldrig vilde vovet at give sit Bifald til en mod Norge saa aabenbart uretfærdig Beslutning.
Herved tabte altsaa Norge sin Afgift af Syderøerne og Man, samt da Orkenøerne og Hetland ikke indløstes aldeles disse Øer, medens Danmark fik Kongedatteren gift uden Opofrelse. Da Kong Hans valgtes 1483, var endnu Mindet om denne Pantsættelse for friskt til, at han kunde eller turde faae væltet hele Løsningsbyrden over paa Norge alene. Han forpligtede derfor, som vi have seet, sig selv til at indløse dem med det Første, uden nærmere at antyde, hvorfra han agtede at tage Pengene. Men imidlertid var en Menneskealder gaaet, mange og mangeslags hemmelige og aabenbare Angreb paa Norges Frihed og Ret vare siden med mere eller mindre Held udførte; Mange, de Fleste maaskee havde glemt eller aldrig rigtig faaet Besked om, hvorledes det med Pantsættelsen egentlig var gaaet til. Christjern IIs Kantsler kaster derfor nu Masken af, og svarer til 2den Klage: „Om Orkenø og Hetland at indløse vil hans Naade med menige Norges Indbyggeres Hjælp lade sig dertil med Tiden velvillig findes.“ Og i Henhold hertil staaer der i hans Haandfæstning:[1] „Item have vi tilsagt Norges Riges Raad at ville med det Første med deres Raad og menige Norges Indbyggeres Hjælp og Trøst indløse Orkenø og Hetland til Norges Riges Krone igjen.“ – At denne Artikkel i Haandfæstningen kunde faae en saadan, aabenbart uretfærdig Form kan ene tilskrives det ovenpaapegede, kløgtige Paafund at blande Kongens norske og danske Forpligtelser sammen i eet Valgbrev, samt at tilsidesætte Bestemmelserne om, at lige Mange fra begge Riger skulde deeltage i Kongevalget. Nu overstemte naturligviis de 28 danske Rigsraader aldeles de 8 norske, hvoraf som viist ovenikjøbet Halvparten vare Danske, ved enhver Leilighed, hvor det ikke spurgtes om at binde Hænderne paa Kongen og udvide de privilegerede Stænders Magt, men om Rigernes gjensidige Forpligtelser, og nu blev altsaa den oprindelige Fællespligt for begge Riger at skaffe Norge dets pantsatte Lande tilbage uden videre tilsidesat,
- ↑ Samll. IV. 376.
