Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/258

Denne siden er ikke korrekturlest
244
Chr. Lange. Bidrag til

eningsbrev af 1397[1] er det ikke udtrykkelig bestemt, at hvert Rige skulde have sine indfødte Embedsmænd; tverimod er der meget, som antyder, at man først henimod Midten af 15de Aarhundrede og ved Kong Eriks Misbrug af den Frihed, Lovens Taushed gav ham, er bleven opmærksom paa Nødvendigheden af Bestemmelser i denne Henseende. Norges ældre Love have Intet om Indfødsret i den Forstand, at Udlændinger derved udelukkedes fra Rigets Embeder[2], og det var ei uden Exempel, at enkelt Udlænding uden Modstand og uden Misnøie kom til Magt og Værdighed her. Naar Foreningsakten som Tilfældet var, bestemte at Kongen skulde regjere hvert Rige efter dets Lov og Ret og efter Overlæg med dettes Raad, har man vistnok anseet andre Forskrifter ufornødne medens man vist ikke har tænkt sig Kongen berettiget til at ansætte saamange, han vilde, af det ene Riges indfødte Mænd i det andet Riges Embeder, da ellers den udtrykkelige Bestemmelse, at visse Sager skulde afgjøres af lige mange Rigsraader fra hvert Rige, vilde blive temmelig ørkesløs. Maaske ansaa man Kong Albrekts Exempel for tilstrækkelig Advarsel mod Misbrugen.

Det er imidlertid klart, at det maatte være Unionskongen om at gjøre at faae de vigtigste Embeder besatte med Mænd, han kjendte og kunde stole paa, og at i det Hele en Amalgamation af de tre Stater maatte være hans Opgave i en Tidsalder, da Statsforbund efter nyere Tiders Systemer hverken kjendtes eller forsto-

  1. Aftrykt hos Paludan-Müller l. c. S. 51–60.
  2. I Arveloven af 1302 (Konunga-erfða ok rikis stjórn) forbyder Kong Haakon (Thorkelins Udg. S. 30) Rigets Forstandere at inddrage udlændske Mænd i Landet, medens Kongen er umyndig, ligesom et lignende Løfte forekommer i de norske Raaders Forpligt til Kong Haakon V, dateret Tønsberghuus 20de April 1319, faa Dage før Kongens Død, hvori de love ham “ingen udlændske Mænd at inddrage til at have Huus (Fæstninger), raade Syster eller have Myndighed over Kongens frie Mænd, hverken i Kronarvingens umyndige Aar, eller siden, naar han bliver myndig.“ (Diplomat. Norveg. I. 138). Men disse med specielle Hensyn til visse indre eller ydre Forholde givne Bestemmelser kunne neppe ansees som en almindelig Regel i det Hele.