stemmelser desangaaende[1], som retfærdiggjør disse Fordringer; thi Norge maatte komme til at ligge under i det politiske Forhold til Danmark, naar dettes Rigsraad, stadig understøttet og begunstiget af Regenten, kunde benytte de norske Embeder til at bevare og udvide sin egen Magt i Norge, samt som et Forsørgelsesmiddel for Adelsmænd og Hofbetjente, medens ingen Reciprocitet fandt Sted. Fra dette, i det 15de Aarhundrede uden Tvivl vigtigste Synspunkt, er Raadets Paastand paa streng Overholdelse af Nationaliteten aldeles i sin Orden. Den var af de foregaaende Konger oftere tilsidesat. Allerede 1415 forekomme Tydskerne Hans Krøpelin som Foged paa Bahuus og Baltazar van Dem som forlænet med Sundhordland; i 1424 Tideke (Diderik) Rust som Foged paa Agershuus[2] o. s. fr., hvilke hverken vare Indfødte eller Medlemmer af Raadet; senere nævnes Johannes Ummereise og Henrik Schacht som norske Rigsraader, uagtet de vare Udlændinger og neppe indgiftede her i Landet, hvilket derimod var Tilfældet med Diderik Wistenak, som 1408 var forlænet med Thelemarken[3]. Til de Indgiftede hørte mange i de følgende Tider; mærkeligst blandt dem er Hr. Hartvig Krumedike, som under Christiern Is Regjering havde størst Indflydelse, ligesom han og ved Giftermaal Arv og Kjøb var bleven en af de rigeste Godseiere i Norge.
Allerede Kong Hans havde lovet ingen Udlænding at annamme i sit Raad eller antvorde dem Slot, Land eller Læn, men styre Riget med gode indlændske Mænd, og i hvert Rige, og ei drage dem nogen Vanbyrdning over Hovedet o. s. v. Ved Vanbyrdige forstaaes uden Tvivl neppe Udlændinger i Almindelighed[4], men Uadelige eller Mænd, der ikke hørte til de indførte, aristokratiske Ætter, som allerede længe for Unionen havde tilrevet sig næsten en arvelig Andeel i Rigsstyrelsen, hvad enten nu hine vare Nordmænd eller ikke. Kongen, eller rettere hans Søn
