Angaaende Beskatningsvæsenet, som er Gjenstand for Raadets næste Klage, maa jeg fatte mig i Korthed, da jeg intet Nyt veed til Oplysning om Aarsagen til denne lage. At „ingen Skat eller Tyngsel maatte lægges paa Riget“ uden Raadets Samtykke (E), samt endmere at ikke Raadet eller Rigets troe Indbyggere maatte haanes eller beskattes af Kongens Fogder, Tjenere eller Sendebud (H2), vare uden Tvivl aldeles lovlige Fordringer, maaskee foranledigede af Christiern IIs egenmægtige Færd i Norge under de nys stillede Uroligheder. Den norske Almue havde fra umindelig Tid hævdet sig Retten til at beskatte sig selv, og denne Ret havde neppe heller Unionskongerne forsøgt paa reent ud at betage dem, om de end nu og da benyttede Krigsrustninger eller øieblikkelig Pengetrang som Paaskud for at paalægge en midlertidig Skat. Dette gjorde idetmindste Christiern II selv under sine Tilberedelser til Toget mod Sverige, da han blandt Andet paalagde Tydskerne i Bergen at udrede Sold til 200 Knegte, Tiendepenge af alt deres Gods, Accise af alle Drikkevarer og Afgift af Husene paa Stranden; men da Raadet i Lybek blandede sig i Sagen, fandt Dronning Elisabet som under Kongens Tog til Sverige styrede Rigerne, det nødvendigt ved Brev af 8 Juni 1520 til Høvedsmanden paa Bergenhuus at tilbagekalde dette altfor haarde Skattepaalæg.[1] Forresten stemmer denne Raadets Fordring paa Deeltagelse i Beskatningen med Kong Hans’s Forpligtelse i sin Haandfæstning, “ingen Landskat at lægge paa Almuen eller Kjøbstæderne uden efter menige Rigets Raads Raad og Biskoppers Prælaters og Ridderskabs Tilladelse og nogle af Almuens Samtykke efter Loven,“ hvilfet atter saagodtsom uforandret er gjentaget i Haandfæstningen af 1513[2]. Det er derfor uden Tvivl kun for Kortheds Skyld, at Rigsraadet kun nævner sig selv som den Korporation, der skulde tages med paa Raad, før Skat paalagdes, siden Haandfæstningerne ogsaa nævne Ridderskab og Almue udenfor Raadet; men det er
Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/275
Denne siden er ikke korrekturlest
261
Norges Historie under Unionen.
6.
