eller Stævning „uden Riget“ i og for sig antyder Rigets Afhængighed af Udlandet, et Forhold, Unionsbestemmelserne og Haandfæstningerne netop vare stilede imod. Derfor staaer det og i Halmstads Reces, at Ingen skal drages fra Landsloven, Herredsthing, Landsthing[1] eller Rigens Kantsler med Kongens Brev for de Sager, som der bør at deles; – at Ingen skal være pligtig at stævnes eller kaldes af noget Rige for nogen Dommer udenlands, men stande til Rette for Kongen og det Riges Raad og tilbørlige Dommere indenlands (Saml. IV. 355. 362). Men da nu Kongen, ifølge vunden Erfaring, sjelden eller aldrig indfandt sig i Norge, havde og Rigsraadet sørget for, at hans Fravær ikke skulde forsinke Rettens Gang; derfor fastsattes i samme Reces, at Raadet i Norge skulde samles nogen Tid hvert andet Aar afvexlende i Oslo og Bergen, hvad enten Kongen var i Riget eller ikke, og der rette og ordne alle de Sager og Processer (malempne), som ikke anderledes kun de rettes. „Hvad der da lovlig dømmes og afsiges, ville vi ubrydeligen holde og stadfæste.“ (anf St. 361). Det er derfor, som det synes, en Indskrænkning i Norges strenge Ret, som Raadet tilbyder, naar det foreslaaer, at Ingen skal skyde sig fra sin Ret (ɔ: Værnething) og uden Riget, med mindre Rigens Raad dømmer dem selv ud af Riget og for Kongen, – samt at Ingen skal stævnes af Riget, med mindre end de have været udi Rette for Rigens Raad tilforn; thi derved stod det den i Danmark værende og med Sagernes sande Sammenhæng mindre bekjendte Konge aabent at omstyrte en af Rigets høieste Domstol (Rigsraadet) lovlig afsagt Dom.
Christiern II, som intet særskilt Svar afgiver til denne Fordring, lover derimod i Haandfæstningen (Saml. IV. 362), at han Ingen skal drage fra sit Herredsthing, Landsthing eller Kantsleren
- ↑ Denne Benævnelse brugtes alene i Danmark, men det er dog ligefuldt mere end rimeligt, at § angaaer begge Riger, idet kun Concipisten har benyttet den for Danske forstaaeligste Terminologi. Forresten har denne § nærmest Hensyn til den Misbrug, at stille Nogen inden Riget for andre end hans lovlige Dommere, og er forsaavidt Unionsforholdene uvedkommende.
