særskilte Sendebud fra Rostock, fra Bergefarernes Kollegium i Lybeek og fra Kontoret paa Bryggen i Bergen have afgivet Møde.
Ved en Audients, som Raadssendebudet Hr. Paridam havde hos Kongen, var denne vred (böse) og sagde, at hans Undersaatter i Norge over hinanden (crusewiise) vare faldne til Fode for ham og havde bedet for Guds Skyld at forsvare dem mod de overmodige Kjøbmænd. Kongen frygtede, at Stæderne søgte Uvenskab med ham, og han var mistænkt af Nordmændene, fordi han var for overbærende med Tydskerne. Dette kunde ei længere gaae an; han vilde og maatte forsvare sine og Sines Rettigheder, men vilde forøvrigt gjerne lade Stæderne beholde deres Privilegier. Til Alt dette svarede Hr. Paridam “lempeligen og sagtmodigen“. – Imidlertid sendte Sendebudene Kongen Gaver, men undsloge sig for efter Kongens Opfordring at holde dette Møde i Norge, “da det var saa afsides.“ Grunden til Kongens Forslag var den, at han fra norsk og tydsk Side modtog aldeles modsatte Beretninger, om hvad i Bergen var forefaldet. De Kontorskes Sendebud benegtede, at nogen Klage fra Nordmændene for Tiden existerede; thi da de i Bergen værende Rigsraader gjorde sig rede til at drage til Rigsmøde i Oslo, havde de tydske Kjøbmænd begivet sig til dem, og anmodet dem om nu i Bergen at fremkomme med Nordmændenes Klager, og ikke fremsætte dem i Oslo. Rigsraaderne havde da svaret, at de havde intet Udestaaende med dem, og ikke havde klaget. Tvertimod havde de modtaget Gaver af Kjøbmændene. Erkebispen Bispen af Bergen og Høvedsmanden der, Hr. Jon Smør, havde derimod indberettet at de Kontorske havde indfundet sig hos dem i Bergen med et saadant Spørgsmaal og faaet et Svar som anført; men Kjøbmændene havde da hemmelig omtrent 600 harniskede Mænd rede, og havde Raaderne givet et ugunstigt Svar, havde Kjøbmændene slaaet dem ihjel. – Ved et af de følgende Møder ytrede Kongen, at Norges Rigsraad ikke tillod, at slig en Sag afgjordes udenfor Riget, da den angik Norge og dets Indbyggere. Han klagede høit over Tydskernes Færd i Norge, og bemærkede at hans Undersaatter ikke maatte sælge deres eget Gods til Andre end Tydskerne ja vidste ofte ikke, om de fik be-
