de Myther, der ere opstaaede i Folkets Barndom, fra dem, der ere Frugterne af en sildigere Tids aandelige Liv. Men at foretage denne Udsondring og saaledes konstruere Mythologiens egen Udviklingshistorie er vistnok en saare vanskelig Opgave, da det Tidligere og Oprindelige ofte i en og samme Mythe er saaledes sammensmeltet med det Sildigere, at de neppe kunne adskilles, og den kan neppe løses uden ved Hjælp af den komparative Mytheforskning.
Mythernes Udtydning behandles i Hr. Munchs Skrift kun lejlighedsvis i korte Anmærkninger til de enkelte Myther. I det Væsentlige synes han her at anvende den samme fysiske Forklaringsmaade som Hr. Keyser, og han holder sig især til Navnenes Bemærkelse og Afledning. Denne filologiske Del af Mythefortolkningen kan vel heller ikke være i bedre Hænder end i Hr. Munchs eller Hr. Keysers. Derimod synes flere af de Anmærkninger, hvori Munch berører selve Indholdet af Mytherne, at vise en, jeg kunde næsten sige naiv Betragtningsmaade af Mythernes Væsen. Saaledes siger han (S. 5.), efter at have fremstillet Mythen om Verdens Oprindelse: “Det vilde være forgjeves, i denne Fremstilling at finde nogen Orden og bestemt Tankegang .... men man maa heller ikke vente, i slige Sagn, der tilhøre Folkenes første Barndom, at finde nogen Rimelighed“. Jeg behøver blot at henvise til Hr. Keysers Fortolkning af denne Mythe (S. 19–21.) for at vise, at det er en meget god Orden og Tankegang i denne Mythe, naar man læser den som Mythe og ikke som Historie. Men Rimelighed er der rigtignok ikke i den, ligesaalidt som i den hele Mythologi. Senere bemærker ligeledes Hr. Munch, efter at have fortalt Skabelsesmythen: „Om denne Fortælling kan det Samme siges, som om den foregaaende (nemlig at der ingen Rimelighed er i den). Hvor boede vel Jotunerne og Aserne, hvorfra fik vel Bergelmer sin Baad, naar Jord, Himmel, Vand, Træer og Stene endnu ei vare skabte? Men med saadant regnede man det i hine Tider ikke saa nøje.“ Nej, det gjorde man vistnok ikke, men dette ligger netop i Mythedannelsens Natur, og hvis man „i hine Tider“ havde kunnet „regne det saa nøje med saadant,“ saa vilde aldrig nogen Mythedigtning have fundet Sted. I sine Kombinationer af de oldnordiske og andre Folkeslags Sagn viser Hr. Munch sig saavel i den egentlige Gudelære som i Heltesagnene særdeles sindrig og skarpsindig; dog forekommer det mig, at han i denne Henseende undertiden gaar for vidt, som f. Ex. i Bemærkningerne om det dunkle Ørvandelsagn, hvilket han paa højst løse Grunde sætter i Forbindelse ikke blot med Amlethsagnet, men endogsaa med de græske Sagn om Odysseus og Telemakos.
