om Formynderregjeringen. – – – Men hvilket nu end Maalet har været for Hertug Eriks ærgjerrige Stræben, saa tilintetgjorde en uventet, skrækkelig Begivenhed alle hans Fremtids Planer – en Begivenhed, som danner det rædselfuldeste Optrin i Folkungernes af Frændetvist opfyldte Historie.
– – At Hertugernes skrækkelige Endeligt er gaaet Kong Haakon nær til Hjerte, lader sig neppe betvivle, og det er ikke usandsynligt, at Bekymring herover har paaskyndet hans Død. Han synes hele Aaret 1318 at have opholdt sig i Norges sydostlige Landskaber, meest i Oslo og Tunsberg, naturligviis for at være Sverige og sin Datter og Dattersøn nærmere. Han oplevede ei at see denne sidste valgt til Sveriges Konge. Den 20de April 1319 havde Kong Haakon, som da rimeligviis allerede har følt Døden stærkt nærme sig paa Tunsberghuus samlet hos sig Kantsleren Ivar Olafssøn, sin Svigersøn Hafthor Jonssøn, Merkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Amund Borgarsøn, Guttorm Kolbjørnssøn, Guttorm Helgesøn og Thorgeir Simonssøn, alle anseelige og hos Kongen som det lader højtbetroede Mænd. De tilsvore ham med de dyreste Eder paa Korset og andre Helligdomme, at ville holde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen styrke Rigets Arving med forenet Kraft, og ei inddrage Udlændinger til Befalinger Sysler, Raad eller Embeder hverken i Rigets Arvings Umyndighed eller efterat han var bleven myndig; og de udstedte herpaa deres Forpligtelsesbrev. Den næstfølgende 8de Mai 1319 døde Kong Haakon Magnussøn 49 Aar gammel, efterladende sin treaarsgamle Dattersøn Magnus Erikssøn som sit Riges Arving. – Med Haakon udsluktes da den mandlige Linje af Harald Haarfagers Kongeæt, som over 400 Aar havde styret Norges Rige, og skjænket det mange dygtige Konger, blandt hvilke vistnok den, hvis Historie vi nu have fuldendt, ei maa regnes for den ringeste. Vi have saagodtsom ingen Kilder til at bedømme Haakons Egenskaber i hans private Liv, men det er vist, at heller intet Træk af dette kjendes, som kan give Anledning til en ugunstig Dom.
