Samlinger af førstnævnte Art er den bekjendte saakaldte
Vogt-Arntzenske Lovsamling samt Bergs klassiske Rescriptsamling,
denne sande Skatkiste for Enhver, der ønsker at trænge ret tilbunds
i vort Retsvæsen og i vore indre Forholde. Men Enhver,
der har benyttet den til sit Studium, vil ogsaa sikkert have sandet,
at endskjønt al mulig Flid er anvendt paa at gjøre den saa
let haandteerlig som muligt, er dens Brug dog temmelig besværlig.
At anskaffe sig Bergs Samling er desuden, – uagtet Prisen nu
er nedsat til 12 Spd. (formodentlig iberegnet Registeret), hvilket
maa ansees forholdsvis billigt, – for de fleste Studerende en svær
Udgift, saameget mere som saa stor en Deel af den, og netop det,
der giver den sit høie Værd, som oftest er dem ligegyldigt. Udgiveren
af nærværende Samling har derfor erhvervet sig megen Fortjeneste
ved at skaffe de Studerende og Andre, der ikke just agte
at gjennemtrænge Jurisprudensen i dens inderste Folder, en smuk,
let haandteerlig, yderst billig og derhos aldeles fuldstændig Samling
af alle de Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve, der vedkomme
den egentlige positive almindelige gjældende Ret. Vistnok
havde Advokat Dunker, tildeels i Forening med Statsraad Stang,
i sin Tid udgivet en lignende Samling, men foruden at Oplaget
heraf allerede var udsolgt, kunde man gjerne sige, at denne Samling
var saa godt som Intet; thi den var baade aldeles maadelig,
og derhos saa uhensigtsmæssig indrettet, at man næsten lige saa
let kunde benytte gamle Fogtman. I alle Fald fandt man dog
der almindelig hvad man søgte, hvilket man som oftest ikke fandt
hos Dunker.
Som bemærket er Schmidts Plan aldeles forskjellig fra Bergs. Medens denne har optaget saavidt muligt ethvert Reseript &c. af nogen Vigtighed, der vedkom Norge, og derved har leveret en visselig “uundværlig Haandbog ikke alene for den Lovstuderende, den juridiske Embedsmand og Kommunalbestyrelserne, men ogsaa (og det vistnok i end høiere Grad) for Statsmanden, Lovkoncipisten, Statistikeren og Historikeren“, – har Schmidt alene villet meddele den almindelige positive Ret (jus generale), og derfor “udeladt Alt, hvad der ingen Interesse havde udenfor den egentlige
