Blandt de mange Konjekturer[1], som dette Navns Dunkelhed har fremkaldt, syntes unægtelig den at have meest for sig, der antog Ordet for et gammelt Dativ istedetfor björgum (Dat. Plur. af bjarg, Bjærg). I Førstningen kun brugt appellativisk, skulde det da senere have fæstet sig til Stedet som et Nomen proprium. Denne Etymologi synes ogsaa at have foresvævet den Tid (Begyndelsen af det 13de Aarh.), da man først gjengav Navnet paa Latin med Bergæ -arum, istedetfor at man skulde have væntet Björgvina el. -vinia, ligesom man skrev Nidrosia, Asloia, Stavangria osv. Hvad der imidlertid talede imod denne Antagelse var, at Endelsen „vin“ efter al Sandsynlighed maatte være den samme, som forekommer i mange andre Stedsnavne (Hofvin, Skoðvin, Taðvin, Helluvin, Grönvin, Endavin o. f.), hvor den ikke vel lod sig forklare som noget dativisk, men snarere maatte være et selvstændigt Ord. Men Betyningen deraf kjendtes ikke, som rimeligt var. Thi efter hvad der nu er oplyst[2], findes ikke „vin“ som Appellativ endog i de ældste Levninger af det norrøne Sprog, hvorimod det først træffes i det beslægtede gotiske, hvor „vin“ eller „vinja“ betyder Græsgang. Ved „Björgvin“ betegnes altsaa en Bjærggræsgang, et Navn, der endnu træffende karakteriserer Lokaliteten. Om Navnet forresten skriver sig først fra den Tid, da Byens nuværende Territorium efter al Sandsynlighed tjente som Græsgang for Kongsgaarden Álreksstaðir, eller om det er ligesaa gammelt som Egnens Bebyggelse af den norrøne Folkestamme, kan ikke afgjøres, men det sidste er vel det rimeligste.
- ↑ I Edvardsens Beskrivelse anføres alle til hans Tid bekjendte, blandt hvilke her, som Exempel paa det 17de Aarh. Kritik, kan bemærkes to. Den ene udleder Ordet af „Bær, saasom Jordbær, som maaske der sammesteds før Byen blev bygget haver voxet,“ den anden af „at bære, fordi der paa Stedet voxer ei nogen Korn eller Kjerne, men bæris og føris andetsteds fra“
- ↑ Norrøna-Sprogets Grammatik af Munch og Unger.
