Herr Kraft siger i sin Norges Beskrivelse at Navnet „Bjørgvin“
allerede i den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede gik
over til „Bergvin“ Dette er ikke ganske rigtigt og vilde ogsaa
være en Synderlighed, da vort Oldsprog i den nævnte Tid endnu
havde sin fulde Reenhed. Paastanden er forresten let forklarlig.
Man havde nemlig, da Herr Kraft anstillede sin Undersøgelse, endnu
ikke nogen kritisk Udgave af Diplomer. Nu have vi to saadanne
i Munchs Cod. Munkaliv., og Langes og Ungers Diplom. Norveg.,
og her forekommer Navnet hyppigt nok til deraf at uddrage en
temmelig paalidelig Slutning. Gjennemgaaer man disse Samlinger,
vil man finde, at det oprindelige „Björgvin“ bruges ligetil
1393. Rigtignok forekommer „Bergvin“ allerede før denne Tid,
men dog ikke før Begyndelsen af Aarhundredet; indtil 1350 bruges
det endnu sjælden, men fra 1350–1393 tiltager Brugen deraf
i stigende Progression, medens „Bjørgvin“ i samme Grad aftager
og endelig fra det sidstnævnte Aar aldeles forsvinder, idet
„Bergvin“ eneraadende indtager dets Plads. Men allerede efter
1427 synes det (med Bestemthed kan det ikke paastaaes, da den af
Samlingerne, som gaaer længst, standser ved dette Aar) at være
gaaet over til „Bergven“, der endelig gjennem Mellemleddene „Berghen“
eller „Berghenn“ og „Bergenn“ omtrent ved Midten af det
16de Aarhundrede gaaer over til „Bergen.“
Man har villet tillægge Byen flere Navne. Saaledes siger Absal. Pedersen i sin Norges Beskrivelse „den Tid, Kongerne regerede her i Norge, siger en Part hun (Byen) hed Fagervig, en Part Haslevig,“ og i „Urda“ siger Herr Sagen, at den i Landnamabok skal forekomme med Benævnelsen „Husene“ (húsunum). Men den første Paastand kan med god Grund benægtes. Thi saa ofte som Byen forekommer baade i Sagaerne og Diplomer, maatte man dog der see Spor af, at en saadan Benævnelse havde fundet Sted. Men dette er ikke Tilfældet. Ikke engang før Olaf Kyrres Tid forekommer[1] Stedet under andet end det sedvanlige
- ↑ S. af Viga Styr ok Heiðarv. Aar 1014 (Isl. Sög. II, 310.) S. Harð. Grimkels. 960–975 (Isl. Sög. II. 38). Laxd. S. Kap. 11, 931–960.
