Navn. Og hvad Sagens Paastand angaaer, da har den nyeste Udgave af Landnámabók (Isl. Sög. I, 1844) optaget i Texten „Björgvin“ istedetfor „húsunum,“ som den ældre Udgave har. I Noten paavises tillige, at det sidstnævnte Udtryk er fremkommet ved en Afskriverfeil af „Hernum,“ som intet har med Bergen at gjøre.
Endelig hører herhid følgende Sagn, som Abs. Pedersen anfører i sin Norges Beskrivelse. “Da han (Haakon Adelsteensfostre) havde sit kongelige Sæde her (Álreksstaðir), og Fæet gik der ned i Byen, som nu Gaardene og Kaalhaverne staae, da blev det sagt for Kongen, at der holdtes og hørtes i Jorden et Lyd af Mennesker, ligesom mange Folk skulde tale sammen; da Kongen det hørte, blev han underlig derved, og mente, at det skulde betyde noget Ondt; da svarede en gammel Mand og sagde: nei, naadige Herre! frygter Eder intet, thi det betyder intet Ondt, men bemærker, at udi sin Tid, da skal der bygges en fin Stad, udi hvilken skal bruges stor Handel og Vandel“. Vi see her en naiv Tids Stræben efter at omgive sin Yndlingsgjenstand med en mythisk Glorie, og forsaavidt kan det sættes ud af Betragtning. Men noget er udentvivl sandt deri, nemlig at Stedet i Kong Haakons Tid endnu var saa godt som ubeboet, eller i al Fald var et saa ubetydeligt Fiskerleie, at det ikke besøgtes af fremmede Handelsmænd,[1] og dernæst, at Byens nuværende Territorium tilhørte Kongsgaarden Álreksstaðir[2]. For den sidste Paastand kan vel ikke fremføres ubestridelige Grunde, men Rimelighed taler for at Alreksstad, der allerede forekommer som Kongsgaard i det fjerde Aarhundrede, har indbefattet den største Deel af Dalen og strakt sig i Nord ligetil Søen. Vi maa da tænke os, at Olaf Kyrre, efter at der paa Strækningen imellem Vaagsbunden og Holmen (Bergenhus) fra et i Førstningen ubetydeligt Fiskerleie var fremvoxet en Slags By med den Betydenhed, at den allerede fra Harald Graafelds Tid havde været besøgt af fremmede Handelsmænd, har bestemt at danne
