var nogen Kongsgaard, men paa sin Gaard Alreksstadir. Var der derimod nogen By i Landet, hvor han kunde siges fortrinsvis at opholde sig, saa maatte det være Nidaros. Denne vedblev ligetil 1130 at være Kongernes stadigste Opholdssted, her bleve de ogsaa begravne. Først fra Eystein Magnussøns Tid (1103) begyndte Kongerne mere at dele sig imellem Nidaros og Bergen, og fra Harald Gilles Dage (1130) blev denne den fornemste By. Kongerne havde sit faste Sæde der, deres Begravelse foregik der, og fra Magnus Erlingsøns Tid tillige deres Kroning. Men naar man lader dette ophøre allerede ved Haakon Haakonssøns Død (1263), er det urigtigt. Thi efter al Rimelighed tilbragte ogsaa hans Søn Magnus Lagabøter født som det synes, opdragen og kronet (1261) i Bergen, efter sin Tronbestigelse sin meste Tid her, hvor han tillige døde (1280). Vel siges der i Falsens Norges Historie (IV 163): „et Bevis paa hvor ufuldstændige Efterretningerne om vore Norske Konger fra denne Tid blive, er, at man ikke finder optegnet hverken hvor Magnus døde, eller hvor han blev begravet.“ Men dette forholder sig ikke saa. Allerede af hans eget Testament (S. R. D. VI. 251) maatte man slutte, at han blev begraven i Bergen. I Enden af dette Aktstykke siges nemlig: „Hertil føie vi, at naar vi paa Herrens Kalden flytte fra dette Liv, vælge vi under Herrens Forsyn en kirkelig Begravelse hos Minoritterne i Bergen, og i dette Valg af Begravelse forbyde vi strængeligen (firmiter) i Gud Faders den Almægtiges Navn, at Nogen af Vore, i hvilketsomhelst Frænd- eller Slægtskabsforhold han staaer til os, tiltager sig (præsumat) at modsætte sig vor Vilie.“ Og i Arne Bisk. Saga Kap. 25 fortælles, at Kong Magnus døde i Barin (Björgvin), hvilket endmere bestyrkes af Scr. Rer. Svec. I. 77, hvor der tillige udtrykkelig siges, at han blev begraven hos Minoritterne i Bergen. Naar Kongen i sit Testament forlanger en „kirkelig Begravelse,“ maa derved forstaaes, at han vilde bisættes i Klosterets Kirke[1]. Saalænge denne stod
- ↑ Af denne Bygning er der flere Levninger i den nuværende Domkirke, nemlig Taarnfoden med Hovedindgangen og en stor Deel af den sydlige Væg med en smukt ornamenteret Spidsbue. Ved før-
