urørt, har hans Minde udentvivl været levende her; thi efter al Rimelighed har man i Klosteret høitideligholdt denne Konges An-
ste Øiekast opdager man ikke disse ældre Dele, da Kirken, uagtet af huggen Veegsteen, naturligvis ligesom Marias Gildehal, Taarnet paa Bergenhus, Stavangers og Throndhjems Domkirker, er overkalket. Videst i saa Henseende er man dog gaaet paa Søndmøre, hvor den ydre Marmorbeklædning paa Borgunds og Giskes Kirker skal være hvidtet. For den Tid var ikke Stenens naturlige Farve god nok, man fuskede i vor Herres Haandverk og vilde gjøre det endnu bedre. Det er paa den Maade Spidsborgeren troer at Stoffet idealiseres. Der frembyder sig dog her visse Sammenligningspunkter med en stor Deel af de moderne Façader. Ligesom hin Tid overdækkede det konstruktiv og æsthetisk betydningsfulde i Bygninger, saaledes benytter vor Tid sig af det samme Middel, denne Kalksmurning, eller Puds som det kaldes, til at frembringe Udseende af Betydning, hvor der ingen er. Thi hvad er vel alle disse Profiler trukne i Kalk eller Cement med en Træform, andet end en Skinarkitektur, der kun saalænge kan tjene som Øienslyst, indtil man opdager, at det hele er et Blendverk. Men der er dog i vor Tid mange glædelige Spor til, at Arkitekturen ogsaa vil bortkaste denne Flitter, og at den, ligesom den har opnaaet renere Former, saaledes ogsaa igjen vil fremtræde reent konstruktiv som i dens gode klassiske og romantiske Periode. Ene herigjennem er det den vil komme til sit Maal: at blive et værdigt Udtryk for vor Tid. Navnlig stiller det sig hos os som en rimelig Fordring til det næste offentlige Monument, formodentlig Storthingsbygningen, at det skal være reent konstruktivt med Benyttelse af vort fortrinlige Materiale. Det ligger allerede i Ideen af et Monument, at det er beregnet saa at sige paa Evigheden, og derfor skal Materialets Soliditet tages i væsentlig Betragtning. Det er ogsaa først ved Benyttelse af Stenen, som den kommer fra Naturens Haand, at den høiere arkitektoniske Teknik kan finde sin Udvikling. Og hvem skal her gaa foran, naar ikke Staten gjør det? Kunsten skal ikke fremtvinges, da bliver den en Uting, men naar den kommer som en Trang, bør den gives Anledning tit at udfolde alle sine Kræfter. Ingen tvivler paa, at Statens Tilskud til Landbrugsskoler, Hortens mekaniske Verksted osv. vil bære gode Frugter med Renter og Rentesrenter. Skal da Kunsten være Stifbarnet? For denne er et Bygverk ligesaavel en praktisk Skole som hine i andre Retninger. Dette er den ene rigtige Betragtningsmaade, og da vil man ikke blot se paa det reent materielle Produkt, men ogsaa
