Bugter havde egne Navne, og altsaa ikke betragtedes som Dele eller Fortsættelse af Hegravik. Vi maa derfor ansætte Landingsstedet ved det sydligste af Sandviksbugten omtrent ved Lille-Sandvikselv, hvorfra „den øvre Vei“ gik forbi den nuværende „Ladegaard“ ind til Høiden bag Byen. At Landingen derimod skulde have fundet Sted i „Nyhavn“, har al Rimelighed imod sig. Baade tilsøes og tillands vilde Veien derved være meget forlænget, og det gjaldt at benytte Tiden saa godt som mueligt, medens Magnus var borte fra Holmen.
Er den ovennævnte Antagelse rigtig, saa følger deraf, at „Hegravik“ har indbefattet hele den Bugt, der i Nordvest begrændses af Hegrenes og i Sydost af Lille-Sandvikselv eller Rothaugen. Da Ordet „Hegre“ endnu haves i Sproget, behøves ingen nærmere Paavisning af Navnets Etymologi.
Forøvrigt maa Fagrskinnas Fortælling af denne lille historiske Begivenhed afgjort tillægges Fortrinnet fremfor de oven citerede Bearbeidelser. Med et langt større Præg af Oprindelighed og objektiv Sandhed forbinder den nemlig en større Sikkerhed og Livlighed i at forfølge Handlingens Gang i dens Enkeltheder, og synes ved Udtrykket „at de hamlede (hömluðu) Skibene til Nordnes“ at antyde, hvad der ogsaa har Rimelighed før sig, at Meningen med Haralds Landstigning paa Nordnes kun har været for derfra at overskue Terrænet eller maaske blot kvantsvis før at lokke Magnus fra Holmen. Ganske forskjellig fra de øvrige er Fagrskinna deri, at den lader Harald lægge med Skibene fra Nordnes (ikke til Hegravik) men over til selve Holmen. Der synes ogsaa at tale meget for Rigtigheden af denne Angivelse. Han havde jo nemlig fra Nordnes seet Kong Magnus med hele sin Hær forlade dette Punkt, og der var saaledes ingen Modstand at befrygte ved Landingen.
Herr Lange har i „Nor“ tydelig paaviist, at ved „Tøluholm“ maa forstaaes det nuværende „Holmen“ (egentl. Christiansholm).
