have indbefattet hele Strækningen imellem Nordnes og Vaagsbunden er ikke rimeligt. Sagen mener, at Navnets Oprindelse skriver sig fra Bønderne, „der kaldte de paa Stranden boende Kjøbmænd Haakarle d. e. Storkarle.“ Men selv om Ordet nogensinde kunde have denne Betydning, saa hviler dog denne Udledelse af Navnet paa en Anachronisme, da Strandsiden ikke bebyggedes før i det tidligste i Slutningen af det 14de Aarhundrede. Ja det kan med Sikkerhed paavises, at der, da den heromhandlede Begivenhed foregik (1233), ikke fandtes flere Bygninger end Klosterne Munkalif og Jonskirken med tilliggende Huse. Heller ikke er der nogen Grund til at antage Benævnelsen „Stranden“ fremgaaet ved en Forkortelse af Haakarlestrand, da den endog under Sprogets fulde Reenhed ikke nogensinde forekommer under anden Form end „Strönd.“
Kunde der endnu være nogen Tvivl om Stedets Beliggenhed, saa hæves den aldeles derved, at Sagaen siger, at det laa „ved Nordnes.“ Herved betegnedes nemlig, som det af andre Steder i Sagaerne (Harald Gil. Saga Kap. 7, Sver. Saga Kap. 146 og 148) sees, det yderste af Østkysten i Modsætning til den vestre Strand, der siges at ligge „syd for“ eller „paa Sydsiden af Nordnes.“
Haakarlestrand maa saaledes antages at have ligget etsteds imellem Toldboden og Nordnespynten. Den har formodentlig faaet sit Navn af, at engang en Flok Haakjærringer har drevet ind der. Hákarl, Gen. plur. hákarla, betyder nemlig en Haakjærring, eller som det endnu paa Vestlandet heder en Haakall.
Førend jeg gaaer over til det sidste Punkt i denne Undersøgelse:
Holmen (Bergenhus), kan endnu følgende Berigtigelser her
faae Plads.
Til de paa Hesselbergs Kart anførte Steder kan føies Mjólkrá (d. e. Melkaa) nu Mølkeraaen, (Magn. og Harald Gil. Saga Kap. 15) og Mylnudalr, der paa Grund af Udtrykkene „Huse ud i Mølledal’“ (Björv. Kalfsk. ed. Munch pag. 98) ikke kan antages at være Møllendal syd for Bergen. Af en Forordning
