Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II.djvu/27

Denne siden er ikke korrekturlest
27
Bidrag til Bergens ældre Topografi.

imellem Buntlabo og den nordligste Pynt, hvor Kannikernes Boliger stode. Det andet „Kommunen“ (Kommunit?), der havde sin Grund i Kannikernes fælles Bordhold, faldt vel med Hensyn til Grændserne i Rummet i Begyndelsen sammen med det nysnævnte, men ophøiedes i almindelig Tale lidt efter lidt til en almindelig Benævnelse paa hele Holmen, og vedblev saaledes til lige ned i det attende Aarhundrede. Benævnelsen Kongsgaarden (konungsgarðr) brugtes stedse i streng Forstand om den Deel af Holmen, hvor nu Kommandantboligen med tilhørende Bygninger staaer. Naar der i Bergens Beskrivelse formodentlig efter Clausson siges, at dette Punkt allerede i det trettende Aarhundrede kaldtes „Slottet,“ saa er det urigtigt. Ordet „Slottet,“ der er ukjendt i det norrøne Sprog, indkom først i det sextende Aarhundrede fra det germaniserede Danmark. Endnu ligetil 1531 bruges stedse i norske Diplomer „Kongsgaarden.“ Men fra Frederik den førstes Tronbestigelse (1524) heder det i alle Breve fra Danmark „Slottet,“ der ogsaa inden Midten af Aarhundredet blev det officielle Navn i Forbindelse med det samtidig opkomne „Bergenhus.“ Det sidste synes dog aldrig at have vundet Indgang i daglig Tale, medens det første mere optoges i Folkemund som almindelig Benævnelse paa hele Holmen, og vedblev en lang Tid at gaa jævnsides med det ovenomtalte „Kommunen,“ som det endog overlevede. Men i de sidste Decennier er ogsaa „Slottet“ fortrængt af den nuværende almindelige Benævnelse „Fæstningen,“ hvori ethvert Minde om Holmens tidligere Historie er udslettet. Navnet „Sverresborg“ (Sverrisborg) er derimod endnu levende, og kan i en vis Henseende siges at være sikret mod Udslettelse derved, at det Sted, hvortil dette historiske Minde knytter sig, ved General Mansbachs smagfulde Parkanlæg er ophøiet til det skjønneste og meest iøinefaldende Punkt ved Byen.

Holmen synes ifølge Navnets ligefremme Antydning engang at have været omgiven af Søen ogsaa mod Øst, hvor den nu er landfast. I Bergens historiske Tid har det dog ikke fundet Sted. Men tænker man sig de Indsnit, som Søen gjør ved Sverresborg og ved Bradbænken noget dybere, saa vilde den endnu i 1649