at den store Kristkirke laa i „Nordvest for Slottet paa den høieste Bakke.“ Den maa altsaa have ligget imellem Magasinbygningen og Strandbatteriet, og følgelig nærmere Kongsgaarden end Sagen og Hesselberg antage. Den lille Kristkirke laa „i Nord for den store,“ vel omtrent ved Holmens yderste Punkt. Endnu noget nærmere bestemmes deres Beliggenhed og Terrænets Beskaffenhed, naar Edv. siger, at disse to Kirker og det senere opførte Prædikebrødrenes Kloster „vare ligesom skilte fra hverandre af Naturen ved smaa Fjældrygge eller Bakker, imellem hvilke de som i en Dal paa det bare Bjærg vare satte.“ Begge Kirker stode paa Kristkirkegaarden (Kristkyrkiugarðr), der mere synes at have været en Benævnelse for den Grund, der tilhørte Kirken, end Begravelsesplads, hvilket snarere den senere Synneves Kirkegard var. Kristkirkegaarden strakte sig ligetil Kongsgaarden som det sees af Sver. Sag. Kap. 77, hvor Magnus Erlingssøn fra Hallens Sval hopper ned deri, og her var til Udgangen af det trettende Aarhundrede det sedvanlige Thingsted. Om Bygningernes Stil vides intet. Men man kan tydelig se af Traditioner, som vedligeholdt sig længe efter deres Nedrivelse at den store Kristkirke har været udstyret med ualmindelig Omhu. Den var af huggen Steen, og havde gjennem Tidernes Løb modtaget flere kapelagtige Bygninger (stúkur), samt havde, da den blev nedreven, et høit Taarn[1]. Her, hvor vi kun holde os til det faktiske er ikke Stedet til Gisninger, men saameget kan dog ifølge den sedvanlige Anordning med temmelig Sikkerhed antages, at begge Kirker havde deres Hovedportaler under den vestre Gavl, altsaa mod Søn. Seet herfra maa især den store Kristkirke have frembudt et skjønt Skue. Olaf Kyrre flyttede, som bekjendt Biskopssædet fra Selja til Bergen. Det kan vel derfor med nogenlunde Rimelighed antages, at ogsaa Biskopsgaarden (biskupsgarðr) blev opført i hans Tid, skjønt vi i Sagaerne først træffe den i 1183. I Begyndelsen sandsynligvis
- ↑ „Til Nedrivningen lod Esge Bilde beskikke En, som hed Hans Prydtz, der med saa stor Behændighed og ringe Kunst nedrev Taarnet, som var saare fast bygt, at enhver maatte sig derover forundre.“ Abs. Peb. Vita Gabeli hos Edvardsen.
