lig Sunnivestuen (Sunnifustofa) (Sver. S. Kap. 64), hvilken under Gjæstebudet indtoges af de ringere Hoffolk, Gjæsterne. Den var rimeligvis en Gildestue, indviet til St. Sunnive, Bergens Skytshelgeninde, hvis Relikvier i 1170 vare førte fra Selja til Kristkirken i Bergen.
Sverrer (1184–1202) synes ikke at hare foretaget nogen Forandring i Kongsgaarden, men efter ti Aars Erfaring indsaa han udentvivl Vigtigheden af paa Holmen at have et befæstet Sted, hvor han i Nødstilfælde kunde trække sig tilbage og udholde en Beleiring. Thi vel vare flere af hans Modstandere beseirede men der var endnu (1188) slemme Fiender paafærde Nat og Dag. Til en saadan Befæstning frembød imidlertid Kongsgaarden intet bekvemt Sted, hvorimod „Bjærget“ ved dets Vanskelighed i at bestiges dertil maatte være fortrinlig skikket. Han anlagde derfor her noget før 1193 (Kap. 120) en Borg, som senere fik Navnet Sverresborg (Sverrisborg). Den bestod af en ydre Mur med et Kastel (útmúrin, útborgin) og den indre eller Hovedborgen (meginborg) (Inge Baardss. S. Kap. 16), hvori der var en Hal[1]. Over Porten (borgarhlið) paa den nordvestre Side, hvorfra Veien gik ned til Holmen, var et Hus, som brugtes til Fængsel (S. Kap. 135).
I denne Forfatning vedbleve Kongsgaarden og Sverresborg, indtil de begge bleve brændte og nedrevne af Baglerne i 1207. (Inge Baardss. S. Kap. 16 og samme Saga efter Claussøn hos Aall III, 198). Vel istandsattes Borgen samme Aar af Dagfin Bonde, men faa Maaneder efter nedbrødes den igjen Steen for Steen (S. Kap. 17). I Kongsgaarden derimod lod Kong Inge under sit Ophold i Bergen 1209 igjen opbygge Hallen der, hvor Eysteins store Hal havde staaet (Aall II, 198.)
Da Haakon Haakonssøn blev Konge (1217), var altsaa Sverresborg en Grushob, og paa Kongsgaarden var der kun en Træhal. Men ligesom Kongedømmet i hans lange Regjering (til 1263)
- ↑ Her døde Sverrer 9 Marts 1202 (S. Kap. 180) og Haakon Sverressøn 1 Jan. 1204 (S. Kap. 3).
