Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II.djvu/48

Denne siden er ikke korrekturlest
48
N. Nicolaysen.

da det opførtes, var netop Hansens Jærnarm brudt og saaledes en af Aarsagerne hævet til den Slaphed, der som en Meeldug havde lagt sig over hele Folket. Begge have det tilfælles, at de med Lethed kunne gjengives deres oprindelige Karakter, ihvorvel dette i høiere Grad finder Sted ved Taarnet. Det var derfor rimeligt, at naar først en for dets Bestemmelse nødvendig Reparation maatte foretages, man da tillige søgte at gjengive det sit forrige Præg. Paa Grund heraf forlangtes der af forrige Storthing en Bevilling. Imidlertid fandt Militærkommitteen, at de foreslaaede Forbedringer vare overflødige, og indstillede derfor kun 900 Spd., der maatte være nok for at Taarnet kunde opfylde sin Bestemmelse. Dette blev bifaldt af Storthinget. Men Ulykken er, at den bevilgede Sum ikke engang skal være nok til den allernødvendigste Udbedring. Man har derfor i denne Mellemtid intet foretaget og formodentlig bliver Sagen appelleret til det nu forsamlede Storthing. Den forrige Kommitté synes dog ikke at have betragtet Sagen fra et ganske rigtigt Synspunkt; thi her er ikke saameget Spørgsmaal om at give en til militært Brug nødvendig Bygning et for Øiet behageligt Udseende overeensstemmende med Arkitekturens Love, som om atter at lade et Monument, der danner Epoke i Folkets Historie, fremtræde med sin Tids Præg. Spørgsmaalet er altsaa egentlig om Storthinget vil give et Bidrag til, at Fortiden med Klarhed fremstilles for Nutidens Bevidsthed.

Inden jeg slutter maa jeg endnu nævne to Mænd, der med Gemyttets hele Inderlighed have foreholdt Bergenserne hvad de eie i disse to Monumenter. Jeg mener Sagen og Dahl. At deres Bestræbelser ikke have frugtet, vidner om, at Sandsen for Opklaringen af Fædrenes Minder ikke tilstrækkelig er vakt i Norges mærkværdigste By. – Men endnu har intet Folk ustraffet vendt sig bort fra sin Fortid; thi der rinder den Søkkvabæk, som skal styrke det til gjennem Nuets Kampe at skabe sin Fremtid.