Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II.djvu/50

50

N. Nicolaysen.

mange bekjendt fra Walter Scotts Roman „Sørøveren.“ Her har man ogsaa noget sikrere at holde sig til, end sedvanligt er ved norske Monumenter. Thi hvad man saa yderlig sjælden, paa Grund af Kongesagaernes hele Plan, faaer vide om Bygninger i Norge, nemlig de nærmere Omstændigheder ved deres Tilblivelse, underrettes man om ved Magnus-Kirken. Orkn. Saga beretter nemlig baade om Anledningen til dens Opførelse Personen, som viste sig virksom derved, og Tiden, naar det skede; disse Omstændigheder ere mærkelige nok. Men det, hvorved denne Bygning meest tildrager sig Opmærksomhed er dens Stil i Forhold til Tiden. Var den opført i rundbuet Stil, som det næsten har Udseende af paa den Barrys history of the Orkn. isl. tilføiede Afbildning, saa vilde den rigtignok ikke have noget ualmindeligt ved sig, men fra denne i liden Maalestok udførte perspektiviske Tegning kan man ikke drage nogen sikker Slutning til Buens Form. Man seer derimod, at et Slags Stræbepillesystem er anvendt, hvilket allerede tyder hen paa Spidsbuestilen og dette finder endmere Bestyrkelse i Barrys Beskrivelse, hvor der siges, at Loftet er hvælvet med „gotic arches,“ hvorved efter almindelig Sprogbrug forstaaes spidse Buer. Forholder dette sig saa, vil man her have et meget tidligt Exempel paa Spidsbuestilens Forekomst i det nordlige Europa, og den Interesse, som Bygningen allerede har for den norske Kulturhistorie, vil forøges med dens Betydning for den almindelige europæiske Kunsthistorie. Kirken blev nemlig ifølge Orkn. Saga paabegyndt 1138, og før efter 1150 har man ikke Exempel paa Spidsbuestilens Fremtræden, selv ikke i det nordostlige Frankrige, hvor den først forekommer. Kirken mangler forresten den normanniske Stils Særkjende, de to Taarne ved den vestre Gavl, ligesom hvad den øvrige Anordning angaaer Bygmesteren, Kol fra Agder, mere synes at have taget engelske end franske Bygninger til Forbillede. Især viser dette sig deri, at den østre Ende er ret afskaaren, medens ved de franske Kirker Grundplanen mere harmonisk afslutter sig i Korets Halbrunding eller Ottekant. I det hele taget har Horisontaliteten i Linierne endnu megen Overvægt. Efter det her ytrede fortjente Kirken visselig en nærmere Undersøgelse,