atter tilbage i det dunkle og urigtige, og Grunden hertil er ingen anden end Mangel paa Lokalkundskab.
Skulde en ny Udgave af den sidste Bergens Beskrivelse igjen se Lyset, kunde Stoffet, foruden som oven bemærket at modtage flere Berigtigelser i det faktiske, tillige ordnes paa en mere organisk Maade. En Deel kunde bortskjæres og en Deel fra nyt af tilføies. Til det første hører f. Ex. Handelens Statistik, der nu efter en nøiagtig Benyttelse af Kilderne klart og udtømmende er fremstillet af Hr. Kraft, og til det sidste foruden flere Karter og Tegninger[1], som paa Grund af Omstændighederne ikke bleve tilføiede, uagtet det laa i Udgivernes oprindelige Plan, en Udsigt over den bergenske Dialekt, hvori Byens Eiendommelighed allerskarpest fremtræder, og en Beskrivelse af de ældre Bygninger. Ved disse Retninger, hvor en fremmed Indflydelse sjælden undlader at ytre sig, forsaavidt den overhovedet har fundet Sted, vilde Urigtigheden af den Paastand kunne paavises, at der i Bergen endnu skal findes betydelige Spor af Hanseaternes Ophold der. Thi hvad først Dialekten angaaer, er det saa langt fra at den er bleven fortydsket, at den tværtimod i høiere Grad end i nogen anden norsk By nærmer sig til Fjældsproget og det norrøne. Heller ikke paa Bygninger spores nogen tydsk Indvirkning. Hvad man meest har villet karakterisere saaledes, Formen af Stuerne paa Bryggen, er nemlig noget, der tydelig er overført fra Landet og modificeret efter Behovet: Gavlen og den smale Side mod Gaden, for at saamange som mueligt kunde have Adgang til Søen, og Dybden indad, for at saameget desto større Pakrum kunde opnaaes. Og ved de mere monumentale Bygninger gjentager sig i Bergen det samme, som i det øvrige Norge, hvor Arkitekturen ikke nogensinde synes at have hævet sig til det Trin, hvor den paatrykker sine Verker et natio-
- ↑ Det bergenske Musæum besidder foruden flere Diplomer en Afbildning af Bergen i det 15de eller 16de. Aarhundrede og af Slottet i det 18de Aarhundrede og maaske mere lignende. Dette fortjente visselig Plads i Tidsskriftet „Urda“, i hvis Tendens det netop er i videre Kredse at udbrede, hvad der af det nævnte Instituts Samlinger kaster Lys paa Fortiden.
