Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II.djvu/8

Denne siden er ikke korrekturlest

4

N. Nicolaysen.

nalt Præg^[1]; dertil manglede Betingelsen. Ideen ikke alene indbragtes udenfra, men den gjennemførtes udentvivl ogsaa af udenlandske Bygmestere, der for en stor Deel endog synes at have været understøttede af fremmede Haandverkere. Disse Verker ere derfor ikke i den Grad nationale som andetsteds, hvor Folket, efterat dets Skjønhedssands var udviklet, har udpræget sig i Kunsten; kun forsaavidt fortjene de dette Navn, at de ere knyttede til vor Historie. Men netop derved, at de have bibeholdt deres fremmede Oprindelse uforvandsket, seer man ogsaa klarere her, end andetsteds, fra hvilken Kant de ere komne. De ældre Monumenter staae saaledes som Vidner om, at intet Land har i Middelalderen haft saamegen Indvirkning paa Norge som England. Ligesom

↑ Herfra maa dog undtages Stavekirkerne; thi ihvorvel de i det væsentlige røbe sig som en Efterligning af den Tids Steenkonstruktion, saa er dog den videre Udførelse i høi Grad eiendommelig. Det er en uregelbunden Fantasi med alle dens forunderlige Udvæxter, som her træder os imøde. Vel faar man ikke noget Indtryk af Skjønhed ved at betragte dem i deres Heelhed, men i Enkelthederne, navnlig i det udskaarne Arbeide paa Døre, Dørstolper etc., aabenbarer der sig en virkelig Skjønhedssands i Anordningen, ligesom Udførelsen vidner om en høi Grad af Færdighed. Naar forøvrigt Professor Dahl i Antikv. Tidsskr. 1843–45 mener, at man i at anbringe Hoveder og Dragefigurer paa Stavekirkerne har haft Skibsstavnene til Forbillede, synes dette lidet rimeligt. Uden at antage en saadan vilkaarlig Overførelse finder Fænomenet sin naturlige Forklaring deri, at paa begge Steder det samme ligger til Grund derfor. Baade paa den halslignende Skibsstavn og paa den fra Taget udstikkende Bjælke frembyder sig af sig selv et Hoved som passende Motiv, hvori Bevægelsen finder sin naturlige Afslutning. At man hertil fortrinsvis valgte Hoveder af Drager og andre Uhyrer, var noget der fuldkommen stemmede med den Tids hele Retning, i hvis Folketro disse Fabeldyr spillede en saa stor Rolle. Især var Dragefiguren afgjort. Vi see den derfor anvendt allesteds paa Vaaben, Smykker, Møbler osv. Om en vilkaarlig Overførelse fra det ene til det andet Sted kan her ikke være Tale, men vel om den samme Aands Aabenbarelse paa Livets forskjellige Gjenstande. Ligesom det ægyptiske gaadefulde Væsen har fundet sit Udtryk i Sfinxen, saaledes udtaler den nordiske Aands Æventyrlighed sig i Dragefiguren med dens arabesklige Slyngninger.

[1] Herfra maa dog undtages Stavekirkerne; thi ihvorvel de i det væsentlige røbe sig som en Efterligning af den Tids Steenkonstruktion, saa er dog den videre Udførelse i høi Grad eiendommelig. Det er en uregelbunden Fantasi med alle dens forunderlige Udvæxter, som her træder os imøde. Vel faar man ikke noget Indtryk af Skjønhed ved at betragte dem i deres Heelhed, men i Enkelthederne, navnlig i det udskaarne Arbeide paa Døre, Dørstolper etc., aabenbarer der sig en virkelig Skjønhedssands i Anordningen, ligesom Udførelsen vidner om en høi Grad af Færdighed. Naar forøvrigt Professor Dahl i Antikv. Tidsskr. 1843–45 mener, at man i at anbringe Hoveder og Dragefigurer paa Stavekirkerne har haft Skibsstavnene til Forbillede, synes dette lidet rimeligt. Uden at antage en saadan vilkaarlig Overførelse finder Fænomenet sin naturlige Forklaring deri, at paa begge Steder det samme ligger til Grund derfor. Baade paa den halslignende Skibsstavn og paa den fra Taget udstikkende Bjælke frembyder sig af sig selv et Hoved som passende Motiv, hvori Bevægelsen finder sin naturlige Afslutning. At man hertil fortrinsvis valgte Hoveder af Drager og andre Uhyrer, var noget der fuldkommen stemmede med den Tids hele Retning, i hvis Folketro disse Fabeldyr spillede en saa stor Rolle. Især var Dragefiguren afgjort. Vi see den derfor anvendt allesteds paa Vaaben, Smykker, Møbler osv. Om en vilkaarlig Overførelse fra det ene til det andet Sted kan her ikke være Tale, men vel om den samme Aands Aabenbarelse paa Livets forskjellige Gjenstande. Ligesom det ægyptiske gaadefulde Væsen har fundet sit Udtryk i Sfinxen, saaledes udtaler den nordiske Aands Æventyrlighed sig i Dragefiguren med dens arabesklige Slyngninger.

[1]