Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur III.djvu/220

216

Norsk Litteratur.

Spørgsmaal opstaae, om netop disse af Krøniken saa fuldt belyste Tider, af hvilke man i de classiske Kongesagaer har det mest levende og kraftige Billede, udført med den største Troskab og Fuldstændighed og dog med næsten kunstnerisk Frihed, om denne Sagatid just behøver eller taaler nogen moderne romantisk Behandling, om ikke baade Sagaen og Romanen tabe ved saaledes at komme i Contact med hinanden. Forf. synes selv at have følt noget saadant, naar han i Fortalen til sin Bog erkjender, at den sildigere, mørke Periode af den norske Middelalder, den, hvori hine lysende Sagabilleder forsvinde og Historieforskeren er nødt til møisommeligt at famle om i Dunkelheden for af omspredte, forrevne Documenter og mere eller mindre dristige Hypotheser at sammensætte sig et dæmrende Tidsomrids – at denne Periode „vistnok vilde være et frugtbart Felt for Fictionen og kunde synes mere skikket til Frembringelsen af romantiske Intriger og Forviklinger, da den videste Tumleplads for Phantasien der staaer aaben“ – men han har bævet tilbage for denne ubundne Frihed, han reserverer sig mod den og beroliger sin literære Samvittighed med den Paastand, at hiin mørke Tid dog ogsaa er altfor mørk og altfor fattig paa historiske Data og Skildringer, til at deraf alene skulde kunne fremhæves noget kunstnerisk Billede med sand og klar Begrændsning, men at man dog alligevel for at faae denne for Arbeidet nødvendige Betingelse, „maatte gaae tilbage til den Tid, i hvilken man har de fortrinlige Skildringer i Sagaen“. Det forekommer os desuagtet, at en norsk historisk Romanforfatters rette Felt bør og maa søges i hiin sildigere sagaløse Periode, var den end fuldt saa mørk og blottet for Holdningspuncter, som Forf. vil have antaget, hvad dog ikke længer ganske er Tilfældet, siden vore nyere Historieforskere med saamegen Lærdom, Skarpsindighed og Held have undersøgt disse dunkle Middelaldershvælvinger, og af Gruset fremdraget Materialier, som blot synes at vente paa en digterisk Beaandelse for at ordne sig til et samlet Helt. Her begynder Kunstnerens, Romantikerens Omraade, hvor Samlerens, Historikerens ender; her har han Noget at frembringe hvor Intet var før, her har han forglemt Stordaad at opfriske, miskjendt Opoffrelse at udhæve og rehabilitere, overrost Lumskhed og Voldsmagt at afklæde og fornedre, her har han et helt af Efterslægten saa længe forsømt, men høist charakterfuldt og romantiskt Tidsrum at reproducere i en Række Malerier, hvis Virkning snarere vil forhøies end forringes ved det Clairobscur, som de historiske Kilders Mangelfuldhed vil udbrede over dem;