Talende, og Replik løber i Replik uden Forskjel, men derfor dog ikke let, thi Stilen er gjennem den hele Bog besynderlig tungvindt og ubehjælpsom, Sætningerne snuble over deres egne Been, og Forf. synes bogstavelig ikke at kjende til andre Interpunctionstegn end Punctum.
Sin Styrke har derimod Forf. i Fremstillingen og Udviklingen af det historiske Grundlag, af Costumet og Sceneriet. Her viser han et frugtbart og belivet Studium af Grundkilderne, en sindrig og kjærlig Opfatning og Benyttelse af vore faae Oldtidslevninger, en mærkværdig Evne til anskueligt at reconstruere det Ydre af hiin fjerne Tids Livsformer. Hans Beskrivelse over Bergens Totalaspect i Sommeren 1198, af Munkelivs Kloster og dets indre Liv, af Sverresborg, af Kongehallen med Festen der, af Markedet og Slaget paa Jonsvolden, af Overfaldet paa Alrekstad, af Bergens Brand, ere alle levende og sande Malerier, der vare nok til at give hans Bog Værd, om end ikke dertil kom den Interesse, som hiin begivenhedsrige Sommers her livligt og med Localfarve gjengivne Historie i og for sig maa kunne opvække, især naar man ikke alt for nylig har læst Sagaen. Dennes Beretning er i det Hele fulgt med Troskab og Veneration; at enkelte Begivenheder, der i Virkeligheden indtraf andetsteds og senere end ved Bergens Sommer, her ere lagte indenfor denne for at concentrere Handlingen, f. Ex. Jarl Philippus’s Drab, der foregik Vinteren efter paa Gaarden Aker ved Oslo og ikke, som her, paa Alrekstad; dette og mere Saadant er af liden Betydenhed og maa holdes en Romanskriver tilgode; mindre tilladeligt forekommer os derimod Orm Flokes pludselige Forvandling til Kong Sverres Søn og Efterfølger Haakon – her er Anmodningen til den historisk bevante Læsers Føielighed for stærk og desuden temmelig unødig: – Orm vinder ikke synderlig i Interesse ved sin Ophøielse til Kongesøn – han kunde gjerne ladet sig nøie med en noget lavere Værdighed, som kunde været opnaaet uden saa grovt et Brud paa den historiske Sandhed, der af Forf. ellers med Rette respecteres saa høit.
Stilles nu saaledes Bogens Fortrin og Mangler sammen, saa udkommer et Resultat, der ikke er uden Hæder for en begyndende Forfatter i et her saa udyrket og vanskeligt Genre. Aslak Elg har ved „Bergens Sommer“ viist, at han er i Besiddelse af adskillige Egenskaber til romantisk at bearbeide et historisk Stof; maatte han blot ved sit næste Forsøg vælge dette Stof i en for Digtningen friere Periode, kunne give sin Charakteertegning mere Liv og Fylde, og beflitte sig Paa en lettere og bedre Stiil.
A. Munch.
