Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur III.djvu/233

Denne siden er ikke korrekturlest
229
Selskabs Opposition mod den Ewaldske Poesi.

ei kunde fyldestgjøre hvad Anlægget bebudede. Forfeilelsen tog ogsaa i kort Tid Overhaand, og derfor har Rahbek endog der, hvor han af al Magt søger at fremhæve det danske Literaturselskabs Fortjeneste, maattet røbe dets Grundfeil, de Afveie, hvortil denne ledede, og den Afmagtstilstand, hvori det hele Foretagende kort efter Ewalds Død opløstes.

Naar man ved Siden heraf betragter Molbechs Opfatning af de Indstiftelser, hvorom her er Tale, da maa man først erindre, at Ewalds Poesi er for denne Forf. det ubetinget Væsentlige i Perioden. Efter dette Hensyn ordner han Samtidens literaire Tilstande, og kommer derved til i Meget at miskjende dem. Men den Literaturens Scene, hvorpaa Ewald fremtraadte, og de Medvirkende i Optrinet, fordre med god Grund en Betragtning, hvori det hele Sammenspil bliver synligt. Man kan tilkjende en enkelt Person Hovedpartiet og Rangen fremfor de Andre, men man maa ei derfor bringe Omgivelserne i en falsk Belysning, og forrykke Opfatningens Standpunkt. Molbechs Sætning, at Ewald „egentlig var ilet forbi sin Tidsalder i Danmark“, er, som det oftest sker med det Slags Udtryk for Berømmelsen, lidet betegnende. Hin Tidsalder medførte i Literaturen en mærkelig Gjering, som ingenlunde udgik fra Ewald, skjønt hans Poesi deri blev det stærkeste Ferment. Denne Poesis frugtbare Elementer gaae over i de følgende Epocher, men dens eiendommelige Væsen, der ganske tilhørte en vis Retning i Tidsalderen, fik, udover denne, ingen Udvikling eller Fornyelse i Literaturen. Ewalds poetiske Ingenium og hans begeistrede Anskuelse af Digtekunsten vare fremragende i Tidsalderen, og den Form, hvori disse Kræfter søgte sit Udtryk, var det ikke mindre, men naar man beklager at denne Form ei kunde naae fuldkommen Anerkjendelse i Samtiden, er det forgjeves at henlede Tankerne paa et senere Tidsrum, der ganske har opgivet den.

I Opfatningen af Ewalds Forhold til Samtiden, maa man nøie adskille den Kritik og Opposition, der var rettet mod hans Digtnings Eiendommelighed, fra det Omdømme, der angik hans Værd som høitbegavet Digter. I denne Egenskab nød han almindelig Anerkjendelse, og om man end bebreider Samtidens Magthavere og Mæcenater, at de desuagtet lod Ewald forblive i kummerlige Kaar, tør man dog ei lade dette Hensyn indvirke paa Fremstillingen af de Forholde, der alene tilhøre den literaire Kritik. Oppositionen mod Ewalds poetiske Retning og mod det høitstemte Foredrag, der samtidig hos hans Efterlignere blev drevet til Karikatur