„over Indfødsretten“, hvortil man altid maa tage Hensyn, hvor Talen er om den Indflydelse, Ewald udøvede paa Samtidens Digtning. I disse Vers ser man de høitstemte Toners Poesi bragt til en Udartning, som den Tids Kritik baade i og udenfor det norske Selskab med god Grund modsatte sig; man finder her Gjengivelsen af Ewalds Vendinger og Phraseologi, og man hører Ewalds eget Mønster, den Klopstokske Ode, lyde gjennem det skruede Foredrag; det er en aandløs, udhamret Poesi paa anden og tredie Haand. Men Selskabet virkede desuden i det almindelige danske Bibliothek, hvoraf fra 1780 Literaturjournalen udgik. Nogle af Medlemmerne, som Abrahamson, L. Smith, Wadum, havde tillige betydelig Andel i flere recenserende Tidsskrifter, og saaledes fik dette Parti en temmelig udbredt literair Indflydelse, skjønt den forresten ei blev stor nok i Forhold til Literaturselskabets Anlæg og Forventninger; men det kan ei synes underligt at det paatagne Væsen og den hele ufrie Virkemaade, hindrede Selskabets Fremgang og gav det en kort Varighed. Imidlertid indskrænkede disse Opretholdere af den Ewaldske Poesi sig ei til Forsvaret og Efterligningen. Der bliver længere hen i denne Afhandling Leilighed til at se en af Partiets Hovedmænd vende sig mod det norske Selskab, med Beskyldninger, der i Grovhed og Fanatisme overgaae ethvert andet hidtil bekjendt Udbrud af hin Periodes literaire Stridbarhed.
Det viser sig da, at man til den rette literairhistoriske Opfatning maa, ved Siden af de i flere Skrifter nedlagte, udførlige Oplysninger om det norske Selskabs Væsen og Virken, have en nogenlunde modsvarende Underretning om det danske Literaturselskab og om disse Kredses gjensidige Forhold. Men Behandlingen af dette Emne fordrer igjen en mere almindelig Betragtning af de danske Smagsamliggender i Ewalds Tidsalder.
Christian VIs Regjering 1730–1746, nævnes i Almindelighed som et Tidsrum, der var ugunstigt for den skjønne Literatur, og hvori Digtekunsten forfaldt, istedetfor som flere Grene af Videnskaben, at gjøre Fremgang. Til megen Hinder var vistnok det bigotte Pedanteri, der ved den Tid ligesom var indkilet i det lærde; men det vil tillige erkjendes, at den Retning Poesien gjennem mange Menneskealdre havde fulgt, nødvendig maatte lede til denne Yderlighed, som man altsaa, fra et vist Synspunkt, snarere kan kalde en Stigen end en Synken. Istedetfor at slutte sig til Folkedigtningen og søge sin Udvikling i dens Aand, gik den poetiske Literatur ind under det lærde Væsen; istedetfor
