deri, at den er meget frastødende. Det høitstemte Digtersprogs forsætlige Fjernelse fra den Tales Midler, hvori Livets Tilstande og Stemninger umiddelbart udtrykke sig, har hos Klopstock og hans Efterlignere frembragt denne selsomme Blanding af Deklamation og Lapidarstil, der mangengang blot er en ujevn Flade, hvorunder man forgjeves vil søge noget Tankedyb.
Den Klopstockske Poesis Indflydelse paa Ewalds Arbeider og gjennem dem, i en videre Kreds, er ikke blot bleven almindelig indrømmet, men endog ved flere Leiligheder punktvis fremstillet. Selv den tydske Literaturhistorie (Gervinus) har lagt nogen Vegt paa denne Sag, og skjønt den om dens Enkeltheder er i dyb Uvidenhed, har den dog, med Hensyn til Klopstocks flersidige Indgriben i Samtidens literaire Tilstande bemærket, at hans „Ueberschwenglichheit“ havde en Udstrækning, hvis Endepunkter var Zürich og Kjøbenhavn. Den største aandelige Vildfarelse i Ewalds Liv var udentvivl den, at han troede i Klopstock at have fundet en nærbeslægtet Digtercharakter. Ewalds Sjel var letbevægelig, fuld af Lidenskab, henstrømmende i Indtrykkets Retning og lyrisk bestemmelig gjennem Gemytslivets hele Skala. Klopstock var fra Grunden af besindig en Beregner af sin Ild og sin Kraft, afsluttet i visse Tendenser og fremfor alt henrykt i den syvende Himmel, fordi han var kortsynet paa Jorden. Ewald, der havde en mere begavet poetisk Natur, laae dog under for Klopstocks sammentrængte Kraftfylde og umaadelig store Anseelse, og saaledes blev et betydeligt Fond af Ewalds Digterevne skjevt anlagt og udbragte ei hvad det ellers skulde have givet. Den poetiske Udvikling, han iøvrigt paa sin egen Vei naaede, foregik ei fordi, men uagtet han betragtede Klopstock som sit Mønster. Ewalds Skole, der kun havde faa med noget virkeligt Digtertalent begavede Personligheder, viser derfor Exempler paa en meget mere bunden Efterligning af den Klopstockske Poesi, der ogsaa i mange Stykker faldt bekvemmere for Haanden end Modificationen hos Ewald; og da Enkelte af Skolen havde en Stridbarhed, som ei var hos Mesteren, blev fornemmelig ved dem de nye Smagsanskuelser forfegtede. Men da hele Partiet havde den faste Tro, at den sande Poesies Fornyelse og Fuldendelse fandtes hos Klopstock, var det ogsaa hurtigt med at henføre Modstanden enten til Aandsindskrænkning eller til ond Vilie. For denne danske Menighed var den tydske Digter som en Ypperstepræst, der stod alene i Poesiens Allerhelligste og hvor meget end Ewalds Tilhængere beundrede deres Mester
