Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur III.djvu/256

252

J. S. Welhaven. Om Betydningen af det norske

og søgte at udbrede hans Ære, var det dog altid den uopnaaelige „germaniske Barde“ der igjen havde meddelt Ewald noget af sin Glands. Saaledes udbryder Abrahamson i Literaturjournalen: „Klopstock, denne unegtelig største Digter, det nyere, maaske og det ældre Europa, har frembragt! – – Ewald fik Adgang til ham just da han havde skrevet sin Hermannsschlacht“. Men denne overvættes store Dyrkelse af den fremmede Digter, der i fornem Ro modtog sin Tribut af Skjønaanderne i et Folk, der var og blev ham ligegyldigt, skjønt han havde fundet et Hjem i dets Midte – dette Literaturbillede gjør en langt mere nedslaaende Virkning end hin Partistrid, som man saa meget har beklaget, men hvori dog Nationens bedste aandelige Kræfter kom i Bevægelse. Den Klopstockske Poesis Hovedverk var som bekjendt Messiaden og den blev i enhver Henseende Ewalds poetiske Bibel. Han overvandt sin Naturs Modstræben for ret at trænge ind i den og lade sig af den aandeligt bestemme. Derfor siger han i sit autobiographiske Brudstykke, at han havde været standhaftig nok til at læse Messiaden tredie eller fjerde Gang. Han begyndte endog at oversætte dette Digt og det blev hans sidste Læsning; man fandt Bogen i Sengen efter hans Død. Molbech berører Messiadens Indflydelse paa Ewalds dramatiske Digt Adam og Eva, og Lighederne ere vistnok i enkelte Dele kjendelige, men her maa man vel snarere se Forbilledet i de Klopstockske dramatiserede Patriarchader, af hvilke Adams Død allerede 1757 var indført i vor Literatur ved en Oversættelse af Lodde. Disse Bibeldigte ere skrevne i Prosa og Ewalds ulykkelige Prøve derimod i Alexandrinske Vers; det var dengang Corneille og Klopstock, der skulde forenes. Messiadens Indvirkning paa den Ewaldske Digtning kan i det Hele ei opfattes stykkevis; man ser den mere som en Folie, der var indfattet i den danske Digters Væsen, saa at det siden glimrede i dens Farve; men til fuldstændigt at vise dette hører der en Charakteristik af Ewalds hele Poesi, som ei her kan gives. Messiadens væsentlige Indhold er en høitstemt, monoton Lyrik; det er Odeflugten og Odesproget indbragt i den episke Forms Bredde og end mere opløftet ved Gjenstandens i alle Himle indragende Herlighed. Ewald, der i al sin Digten først og fremmest maa betragtes som Lyriker, fik denne mægtige Basis for Udviklingen af sin poetiske Natur, hvori, som Molbech udtrykker sig (Forelæsninger 1 B. S. 132), „Andagt og religiøs Følelse var den overalt indvirkende Impuls og vækkende Kraft, hvis mægtige Indvirkning sjelden lod nogen anden