og ere lige nær med“. Om det samme Digt ytrer den kritiske Tilskuer (Fasting), at han, dersom Meningen saaledes skulde pines ud af vore Oder, ligesaa gjerne vilde læse dem paa arabisk. Denne Forf., hvis humane Bedømmelse saavel af Literaturselskabets Stræben i det Hele, som af de udgivne Odeprøver Ingen kan miskjende, samler sine Ankeposter i følgende Udtryk: „Vi maae rent ud tilstaae, at de fleste Digte ere ganske under vor Forventning og have saa mange maadelige Steder, saa mange skelende Udtryk, saa ikarisk en Flugt, at vi meget havde ønsket at Selskabet havde langt mere udarbeidet dem og ladet nogle være reent ude“.
Man finder mellem Selskabets Haandskrifter et stort Antal Sidestykker til Oderne over Indfødsretten, og der er Vidnesbyrd om, at den værste Ordbram i det Slags Poesi af og til har fundet Dadel i selve Medlemmernes Kreds. P. Kofoed Troyel siger i et kritisk Indlæg: „Hr. Smith gjør ganske stivelige (?) Oder, alene at han engang vænner sig af med at bruge Mangfoldigheds Mangfoldighed af Tillægsord, som der sandelig ikke hører Geni til at opfinde, og som lønner ingen Digter med Evighed. – – Disse Poler kan jeg ikke lide for min Død; der kommer snart ikke et Vers i vort Selskab uden det har enten med Sydpolen eller Nordpolen at gjøre og Hr. Smith har for en Visheds Skyld taget begge to“. Om et Digt af Sneedorf yttrer Schønheider: „Stormen til Søes har endel overspendte Figurer, meest af Ord; især er Slutningen vild og uden Mening. Det bliver fornødent at handle mundtlig med ham“. H. Sneedorf var ogsaa Selskabets største Enthousiast; hans Odestil er Karikaturen af Ewalds lyriske Digtersprog, og hans æsthetiske Synsmaader gaae i samme Retning. Til Forsvar for en „Æressang til Tyge Rothe“, som iøvrigt Fr. Moltke og Lars Smith havde fundet uforbederlig, siger han blandt andet: „Hr. Bast vil paa en Slags Maade fange mig, idet han fortæller mig, at min Sang er ordentlig bygget paa Plan &c., hvilket aldeles er mod min Idee, da den alene skal være en svingende Rapsodie. – Da han nu faaer mig denne Idee ind i Hovedet, kommer han og skrupper mig for Feil imod Plan og Orden og deslige Ting, paa hvilke jeg aldrig har tænkt. Der vil altsaa følge mange Kritiker over enkelte Steder, som jeg kun kan besvare med denne Opdagelse“. Man kan ellers ved følgende Brudstykker danne sig en Forestilling om denne Digters Maneer og Toneart:
