Bibliothek. Man ser af et Avertissement fra dets Forlægger Prost, at Hæfterne havde blaat Omslag, og deraf kom den løierlige Formular ved et vist Medlems Optagelse i det norske Selskab: „Afsværger du den blaa Bog“? I dette Tidsskrift finde vi næsten alle Literaturselskabets Poeter, og mellem dem, Thaarup, om hvem Molbech siger, Forelæsn. 1 B. S. 246: „han dannede sig, i det mindste i sildigere Digte, mere efter Ewald, end efter de af vore Digtere fra Perioden mellem 1760 og 1780, som vi for at betegne Classen med eet Ord ville kalde de selskabelige efter Selskabet for de skjønne Videnskaber og det norske poetiske, og fordi de virkelig digtede i et Slags sluttede Selskaber, hvor Geniet ikke saa let kunde trænge ind“. Men herved kan erindres, at Thaarup, der begyndte sin Digterbane med Efterklang af den Ewaldsͤke Lyrik, ligesaavel som de øvrige Efterlignere af denne Poesi, digtede „selskabeligt“, og at Ewald selv, efter Molbechs Bemærkning, maa henføres til de selskabelige Poeters Klasse, da han baade tyede til Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme, og var Medlem af det danske Literaturselskab; men om den sidste Kreds gjelder det mere end om de tvende Andre, at man der digtede i et sluttet Selskab; thi de poetiske Udarbeidelser bleve her formelig til under en indbyrdes Undervisning, hvis Reglement var skjult for alle Uvedkommende.
Det danske Literaturselskab og det norske Selskab stode indbyrdes i et Oppositionsforhold, som man paa begge Sider var sig klart bevidst. Samtiden vidste ogsaa derom god Besked. Dette Forhold er en literaturhistorisk Kjendsgjerning. Men der er intet tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at det norske Selskab har drevet Oppositionen udover Sømmelighedens Grændser. Fasting, der var en af Hovedmændene i denne Kreds, og som tillige repræsenterede dens Kritik, kunde i Literaturselskabets Stiftelsesaar fordrage at være Abrahamsons Medredakteur i den kritiske Tilskuer, og senere hilsede han i samme Tidsskrift Selskabets Odesamling, og dets Bestræbelser for Literaturens Fremme med uskrømtet Anerkjendelse og Lykønskning. Rahbek bemærker (Hertha 1827), at det fiendtlige „Hovedkvarter“ var i norske Selskab; men han tilføier udtrykkelig: „Det var imidlertid saare langt fra, at al Persiflage udgik fra dette, eller engang kjendtes end sige vedkjendtes der“. Man tillod sig i de Norskes Kreds adskillige ved Traditionen opbevarede og maaske flere lignende, glemte Udfald mod Odesprogets Stortalenhed og mod den hele Klopstockke Smag i Poesien; istedetfor at føre Striden med langtrukne Anvendelser af gangbare æsthetiske