en traurig Musik over denne Musernes saa værdige Søn. Hr. Ewald har i saadan Fald paataget sig Poesien; Selskabet kan altsaa i denne Henseende være ubekymret. Bekostningerne herved kunne ikke blive betydelige da Hr. Hofbogtrykker Müller tilbyder sig at trykke Alting frit, Hr. Musted og Hr. Theatermaler Cramer at synge. Vi have selv en Mand blandt os, som kan synge og som neppe negter sin afdøde Ven denne Ære. Hr. Cramer tilbyder sig desuden i Nødsfald at skaffe de fornødne Sangere. Og Hr. Ewald haaber at formaae en af sine gode Venner i det kongl. Capel til at sætte Musiken. Til Slutning tillader jeg mig at gjøre den Erindring: at hvad enten det norske Selskab opfører traurig Musik over dets Medbroder eller ikke, saa have vi dog ligestor Ære deraf, da vi derved vise for hele Verdens Øine, at der paa vor Side intet Had eller Rancune finder Sted. Og maaske der herved kan lægges Grund til den med saa megen Føie længe ønskede Enighed mellem begge Selskaber“. – Paa Foden af dette Brev staaer med en anden Haand: „Ei antaget“.
Naar man erindrer, at den bekjendte Strid, der udspandt sig i Anledning af Bredahls Theaterstykke „Thronfølgen i Sidon“, væsentlig bidrog til at give Modsætningen mellem de tvende Selskaber et bestemt Partimærke, da vil man ogsaa finde, at dette Bast’s Forslag ganske godt betegnede Forsonligheden, om det end iøvrigt var uanvendeligt; men dertil kommer, at Bredahl virkelig havde en Fortjeneste som Ewald og hans Tilhængere ei kunde overse; Bredahl arbeidede med Utrættelighed for at sikre det lyriske Skuespil en Plads paa det danske Theater, og havde i den Sag at kæmpe mod meget udbredte æsthetiske Fordomme. Under disse Bestræbelser fremkaldte han ikke blot den ovenfor omtalte Bearbeidelse af Philemon og Baucis, hvori Sangene ere Evaldske Originaler, men han banede tillige Veien for Ewalds Balder, der Aaret efter Bredahls Død blev opført paa Theatret med Musik af Hartmann. Det vilde imidlertid vistnok være en overilet Slutning om man antog, at Selskabet ved at forkaste Bast’s Forslag, tillige har erklæret sig imod den gode Hensigt, i hvilken det var fremsat; thi om man end ser bort fra den Omstændighed, at Bredahls literaire Betydning er af Bast ansat meget for høit, maa det dog erkjendes, at Forligelsen ved saadanne Midler i intet Tilfælde kunde tilveiebringes. Det maa fremfor Alt indrømmes, at denne Strid ei angik Personligheder, men literaire Tendenser. Og begge Partiers Hovedmænd have vel følt, at Forskjelligheden i Bestræbelsernes Art og
