skabssang ved Gildet efter Opførelsen af Balders Død, og hvor han omtaler, at Komoedien „Pebersvendene“ ei fandt Bifald paa Scenen, hedder det: „Partiet mod Ewald var dengang endnu altfor stærkt“. Men Partiet havde her Intet at bestille thi Stykket var yderlig forfeilet og ganske uskikket til at vinde noget ved en Opførelse. – Vi have allerede i Citatet af det Brev, der angik Ewalds Optagelse i Literaturselskabet, seet hvorledes Abrahamson opfattede og betegnede „Partiet“. Men der er i den samme Skrivelse (som findes fuldstændig i Minerva 1806 Jan. Heft.) tillige Yttringer, der vise hvorledes han tog sit Forhold til Mesteren. Han siger blandt Andet: „Jeg har fortalt det til alle mine Venner, at jeg havde faaet Brev fra Dem, og i deres Ansigter syntes jeg at læse Misundelse, og det fornøiede mit forfængelige Hjerte dobbelt“. Om man end sætter Noget af saadanne Bekjendelsers Styrke paa det pathetiske Sprogs Regning, der var gangbart i den Ewaldske Skole, vil man dog i disse Linier finde et Udbrud af den fanatiske Tilhænger. Man føler ogsaa her, at denne Hjemmelsmand for en Opfatningsmaade af Striden, der gaaer udenfor de literairhistoriske Kjendsgjerninger, ei kan være sikker. I at benytte hans Fremstilling maa man da erindre, at der er Forskjel paa at tage Parti og at dømme mellem Partierne.
I Abrahamsons Anmeldelse af Ewalds Skrifter (Alm. dansk Lit. Journ. 3 B.), findes de stærkeste Yttringer af hans blinde og heftige Had mod det norske Selskab. Man har en Prøve i følgende Sætninger: „Her have vi Fortsættelsen af Ewalds samlede Arbeider, saalænge ønsket af Enhver, som vil føle det sande Gode i Digterverker, og saa frygtet af dem, som, haardt bundne Trælle under Misundelsens stygge Jernaag, helst saae at Ewalds Arbeider adspredtes saa de ikke mere saargjøre de svage aldrig lige udseende Øine. – - Det være sagt for at redde det Folks Rygte, som lyder dansk Scepter: ogsaa hos flere Nationer have mod store, fremstraalende Genier, smaa, lavttænkende Sjele reist sig for om muligt at skygge for Glandsen, der er saa utaalelig for selvobevidst Fortjenestemangel og for den skumle Avind. – – Fandtes disse Nedrigheder ikke saaledes al Kloden om, saa maatte en dansk Mand fristes til at blues ved Tanken om sine Medborgere (Provindsen, hvor vi ere fødte gjør intet til Sagen, vi ere jo dog Medborgere af een Stat og tale eet Sprog) naar man seer det, der skeer med en Ewalds Navn og Rygte. – – De Udfald mod Ewald ere da heller ikke forunderlige og man kan vente flere