nu, da denne anden Del af hans Digterværker fremkommer, den vil give de Herrer, som tjene under Misundelsens og Vellystens Fane, herlig Anledning til at opfinde nye Eventyr om Digterens Levnet og Død, til Epigrammer, Parodier, Knippelrim, Viser, kaade Indfald, og maaske, naar deres Hjerne brænder af Harme og Puns, til Forbandelser“.
Denne Strøm af Bitterheder gjør hos Læseren et overraskende ubehageligt Indtryk; thi det er en Sjeldenhed at se Yttringer af et saa groft og ustyrligt Vredesmod paa Prent. Efter almengjeldende Begreber om de Former, hvori det Sande udtaler sig, vil man ei kunne tillægge en saadan Anklage nogen Vegt; men den beskjeftiger alligevel Tankerne, idet den forebringer disse dunkle Hentydninger, som man uvilkaarligt ønsker opklarede. Det er bekjendt, at Ewalds Levnet var i høi Grad uordentligt. Selv i sine modnere Aar kunde han under Pauserne af de „selvforskyldte“ Lidelser henfalde til Forvildelser, der voldte hans Omgangskreds mange Bekymringer. Det er dog ei hans Modstandere, men tvertimod hans Venner og Tilhængere, der have efterladt Vidnesbyrd om denne mørke Side af Ewalds Liv. Fr. Münter siger i en biographisk Skizze af Ewald (dansk Museum 1782), efterat han har fremhævet de ædle Træk i hans Charakter: „Saaledes har jeg kjendt ham i de tre sidste Aar af hans Levetid; før den Tid bleve hans Handlinger styrede af Letsindighed heftig Kjerlighedsfrihed, flammende Phantasi og umættelig Ærgjerrighed, som stedse efterjog de mest udsvævende Ideer“. Nyerup anfører (Udsigt o. d. Digtk. 6 B. H. 9) følgende Yttringer om Ewald af Suhm: „Han hyldede for meget Bachus og den jordiske Venus – – Han var ligesaa uordentlig i Levnet som stor i Geist“. Og saaledes kunde man blive ved med mangfoldige Citater af samtidige og senere Beretninger, der med al Ærbødighed for Ewalds Fortjeneste nævne hans Udskeielser. Skal man nu troe, at Abrahamson sigter til saadanne Materiers Behandling i det norske Selskab? – Det er i ethvert Tilfælde vist, at mangt et Træk af Ewalds regelløse Liv har i Samtiden vakt Opsigt og været i Omløb; thi man har derom endnu enkelte Traditioner, der knytte sig til Steder, hvor han har boet eller undertiden haft sin Gang, og der er da ingen Grund til at mene, at saadanne Historier have været udelukkede af Normændenes Kreds. Det er endog sandsynligt, at dette Stof der kan have givet Anledning til et eller andet Indfald, som, efter Omstændighederne og for at bruge Rahbeks Ord, „i Følge det Anekdotfisleri, der i saa høi Grad finder Sted, hvor Literaturen bevæger
