„En heldig Digter“ (Ewald) tog sig Sagen til Hjerte og skadede ved at bruge „det germaniske Kæmpemaal“ sit Syngespil, som paa den Maade blev et ringere Arbeide end „Adam og Eva“. Derefter hedder det:
Enhver forsigtig blev og frygted for at strande;
thi dette stolte Skib, saa nær sin Undergang
hver sikker Styrmand til at prise Havnen tvang.
Her har man den hele Dadel. Hvorledes man end tager den, maa det altid erkjendes, at den til Bestyrkelse af Paastanden om Normændenes, og mellem dem især Monrads Ondskab mod den danske Digter, kun giver et meget ringe Udbytte. Derimod er dette Sted et godt Vidnesbyrd blandt flere Lignende om, hvorledes man i det norske Selskab betragtede det tydske Mønsters Indflydelse paa dansk Poesi.
Men om det end indrømmes at Søren Monrad og et Par andre af Selskabets bekjendte Medlemmer vare baade for meget hildede i et givet Systems Smaaregler, og selv forlidet begavede, til at lade en Digter som Ewald vederfares fuld Ret, kan man dog ei uden den største Ubillighed overføre denne Indskrænkning i Omdømmet, der ivrigt fandtes hos saa mange af Ewalds ivrige Tilhængere, paa det hele Selskab, og sætte, stik imod bestemte Kjendsgjerninger Medlemmernes Fællesmærke i en blind Uvillie mod Balders Digter. Naar det i denne Sammenhæng siges, at det norske Parti var fængslet i en borneret Smag og Idekreds, maa man dog betænke, at man her har en temmelig vidtgribende Sats at forsvare, efterdi disse Mænd ogsaa i andre Forhold have givet sig selv Vidnesbyrd, ifølge hvilke de aandeligt kan dømmes. Ligesom man, for at udslette den groveste Beskyldning, der i denne Sag er gjort Stammen af det norske Selskab, egentlig kun behøver at pege paa disse Mænds store Haderlighed i Borgersamfundet, saaledes vil man ogsaa ved at betragte de fremtrædende Sider af den literaire Virken, der er udgaaet af deres Midte, finde hin Sætning om den bornerede Smag og Idekreds lidet betegnende. Men man maa tage Tidspunktet i Agt. I hin Periode var Literaturen saavelsom Videnskaben til alle Sider behersket af en Dogmatisme, der kun stødvis paa et eller andet Hold blev gjennembrudt. Al Kunstpoesi var dengang fængslet i en borneret Smag og Idekreds, forsaavidt som den holdt sig i blot vedtagne og ei i selvstændige Kategorier; og selv de enkelte Reformer, der gjorde Opsigt, som t. Ex. den Klopstockske,
