S. f. d. sk. V. ingen særegen Udtalelse. Det viste Samtiden ved sin Aand og Virkemaade de naturlige Hjelpemidler for den poetiske Literaturs Udvikling, medens det officielt virkende Smagsinstitut nærede den aandløse Forestilling om et dansk Parnas, der skulde reises ved kunstige Skruemidler. Men til denne dobbelte Opposition, som det norske Selskab dannede mod forskjellige literaire Tilstande, føiede det Vegten af de selvstændige Frembringelser, hvormed det i Sandhed berigede den poetiske Literatur. Man kan her lægge Mærke til, hvad der i Selskabets Virksomhedsperiode sagdes om de norske Digtere af en Recensent i Eft. om lærde Sager 1786 No. 2 (Citat i Uds. o. d. Digtekunst 6 B. S. 362): „Det var ikke blot ved den træffende bittre Persiflage, og de evige Parodier, hvormed de forfulgte Ewaldianerne uden Ewalds Aand, disse slaviske Efterabere, der efterabede den store Digters Feil i de Stykker, hvor han søgte Høihed, skjønt Emnet ei begeistrede ham dertil, de udøvede denne velgjørende Indflydelse; men det var fornemmelig ved selv at give os noget Bedre, ved at vise vore Digtere at man kunde være høi, ædel og rørende, uden at overdrive at Gudernes Tungemaal ogsaa maatte kunne forstaaes af os arme Dødelige og at skjønne Tanker falde bedst i Øinene, naar de ikke vare indhyllede i en Sky af Ord. – – De have sikkerlig bidraget meget til den ædle Simpelhed, som synes at være bleven vore Digteres første Lov“. Disse Ord indeholde den sande Betragtning, at det norske Selskabs Literaturen vedkommende, Frembringelser nøie slutte sig til dets Opposition mod den Ewaldske Skole, og maa opfattes i dette Forhold, naar man vil danne sig en fuldstændig Forestilling om Modsætningens Art og Betydning. I det norske Selskab indskjerpede man stedse Vigtigheden af at følge de klassiske Mønstre. Valgsproget var der: vos exemplaria græca etc.; men dette søgte de norske Digtere især at gjøre gjeldende i Stilens Udvikling til Jevnhed og Klarhed, og hos Flere af dem, (Wessel, P. H. Frimann, Fasting, Vibe) har ogsaa denne Stræben frembragt Arbeider, der for den Tid have en sjelden Formskjønhed. I den lyriske Digtning udmærke de sig alle ved at bevare Udtrykkets naturlige Overstemmelse med Tankens sande Indhold, og saaledes fjernede sig deres poetiske Fremstilling fra den Modesmag i Samtiden, der er betegnet ved de bekjendte skjemtende Linier:
i disse Tider fik saamend kun Stank for Dank.
Man har ofte seet den Bemærkning, at det norske Selskab undertiden
