i danske Anmeldelser ligesaa ofte føiet til en Ubetydelighed eller endog til en Skjevhed i Billedet, som til dets sande og livfulde Partier. Men iøvrigt var de norske Digteres Anseelse i Danmark meget stor og udbredt. Deres Talenter og aandelige Virken fandt i Almindelighed der en aaben og hædrende Opfatning, som meget bidrog til at knytte disse Mænd til det Land, der i saa mange Henseender var deres andet Hjem. Og denne de Danskes levende Anerkjendelse af den norske Digterskoles Fortjenester midt under en Partitvist, der ellers let skulde have udartet til nationalt Fjendskab, er et af de skjønneste Træk i de tvende Folks aandelige Fælleshistorie.
Kan man nu med Føie tillægge hin, fra det norske Selskab udgangne literaire Bevægelse, den dobbelte Betydning, at den i en af vor Literaturs vigtigste Epocher har søgt at værne om den danske Digtekunsts Renhed og naturlige Udviklingsgang, og til samme Tid anslaaet og tildels gjennemført en eiendommelig Poesi paa Nationalitetens Grund, da tør man vel sætte denne norske Digterskoles Fortjeneste meget høit, og fordre, at den Agt, Samtiden viste dens Bestræbelser fremdeles maa være ubeskaaret.
Idet jeg slutter her, kan jeg ikke afholde mig fra at udtale hvor
meget jeg beklager, at jeg har maattet føre Sag mod en Forfatter,
hvis udbredte Fortjenester af vor Literaturhistorie jeg villig erkjender,
og med hvem jeg har haft personlige Berørelser, som det altid vil
være mig kjert at erindre. Molbechs ensidige Fremstilling af de
Forholde, der her have været paa Bane, har udentvivl sin Grund i
hans store Forkjerlighed for Ewald og i hans medfølende Betragtning
af den Nød og Modgang, som denne høitbegavede danske Digter maatte
lide; men ved Siden heraf kan jeg sætte min dybe Interesse for mine
berømmelige Landsmænd, det norske Selskabs Digtere, hvis Færd jeg
ei har villet forherlige men kun forsvare mod Uret og Miskjendelse.
