at udstrække sin Virksomhed udenfor Huset eller Familien. Der behøves intet videre, end at hun føler en afgjort Uvillie mod Brændevinet, bandlyser det fra sit Omraade og advarer sine Sønner for dets Brug. Mere bør Afholdenhedsvennerne i Almindelighed ikke fordre eller vente af Qvinden. Der er i hendes Barm en maaskee dunkel Følelse, hvilken man maa respektere, og som gjør hende desuvilligere til at fremtræde offentlig med sin Anskuelse, jo qvindeligere ɔ: jo ydmygere, stillere og huusligere hun er, – altsaa jo mere hun er, hvad hun bør være.
Idet jeg forlader denne delicate Materie, kan jeg ikke undlade at udtale det Haab, at der ved en ny Udgave[1] af tidtnævnte Bog ei alene udelades hele 3die Afdeling af 5te Capitel, da Tilberedelsen af de egentlig saakaldte „stærke Drikke“ synes i sig selv lidet sømmelig for Qvinden, og kan ret vel overlades til Manden, naar han ikke vil afstaae fra den, i den Tanke, at de ere uundgaaelig nødvendige til Selskabelighedens Befordring – men ogsaa al Brændeviinscommersen ved Madtillavningen. Har den tænksomme Forfatterinde kunnet udfinde et i mange Tilfælde tjenligt Surrogat for Æg i nyfalden Snee, vil det forhaabentlig heller ikke blive hende vanskeligt at afløse Brændevinet, uden hvilket Evas Døttre have lavet god, ja fortræffelig Mad i over halvsjette Tusinde Aar. Vistnok hedder det „Foreninger mod Brændeviinsdrik“; men Meningen af dette Udtryk er jo dog aabenbar Brændeviinsnydelse; thi skulde det være tilladt at spise Brændeviinssuppe, naar man forsværger at drikke en Dram, kunde man, uden at bryde sit Løfte, blot ombytte Glasset med Skeen, Flasken med Tallerkenen og Bollen med Terrinen, da blev kanskee det Sidste værre end det Første, og det Hele opløste sig i en frygtelig Illusion. Det har baade en høist curiøs og en meget alvorlig Side, at medens Huusfædrene fjerne Brændevinet som Drik fra deres Bord, indsmugle Huusmødrene denne Nektar i deres Mad, og bringe de troskyldige Afholdenhedsvenner, især ved Delicatesser, til at blive – uvitterlige – Overtrædere, eller sætte de Gjæster, der ahne det sande Forhold, i en piinlig Forlegenhed. Og mon dette kan være kjært og behageligt for Værtinden? Jeg tvivler derom.
- ↑ Desværre er en 3die udgave udkommen i uforandret Skikkelse, inden Manuscriptet lægges under Pressen.
