I „Lunas Elsker“ opføres to Lystspil: „Den stundesløse
Vielgeschrei“ og „Den politiske Kandestøber“. Og Skuespillerne ere
ikke „danske Tinsoldater“, men ægte norske Frihedsmænd. Her gjælder
i bogstavelig Forstand Welhavens Dæmringsord: „Der er et Skrig,
en Pladskenom i Skoven; Men Vingen voxer indenfra med Møie,
Mens Næbbet stikker frem og skvadronerer“. Det gjør mig meest ondt,
at Duen har faaet Fluer i Hovedet, idet den arme Stakkel er bleven
en reen Sanct-Simonist og fremkommer med communistiske og socialistiske
Forslag. Kun Philomele fornegter ei sin beskedne Natur, hører
taalmodig paa Skjærens og Stærens fornuftige Raisonnement og begrundede
Klagemaal, og istemmer først, efterat Thinget er hævet, sin
længselsfulde melodiske Serenade til den blufærdige Luna.
I det gamle tydske Eventyr „Elina“ siges der om Heltinden i V. 2, at hendes lysbrune Haar var som Guld at see (til). Jeg veed ikke, om denne Farve kan kaldes gylden; idetmindste tænker man sig nok den guldlokkede Freia med guult Haar.
„Blandede Digte“. Det uendelig deilige „Sjælens Farvel til Legemet“ kjende vi fra de i 1847 af Wexels samlede „Religiøse Digte“. I V. 9 har imidlertid indtrængt sig Ordet: „fælles“, der atter maa udstødes paa Grund af Versemaalet. Blandt de enkelte Forandringer maa jeg gjøre opmærksom paa den heldige i V. 11 fra: „Kom, jeg Dig begynder uden Frygt!“ til: Kan jeg Dig begynde uden Frygt? Sjælens modige Udfordring til Døden om at komme for at kunne begynde Vandringen med den, passer mindre vel i Contexten end det sidste Spørgsmaal, der saa naturlig opstaaer ved Tanken om den i foregaaende Linie berørte, ukjendte Forandring, og slutter sig desuden saa nøie til det umiddelbart paafølgende i V. 12; „Tør jeg træde for Guds Dommersæde ureen og besmittet, som jeg er?*
„Mit Theater“ er det i enhver Henseende betydeligste af disse Digte. Det er en naturtro, naiv og interessant skizzeret Fremstilling af Landlivet de Syner og Scener, dette frembyder for Iagttageren, hvis Øie er aabent for Naturens Helligdom. Da der skal gives et Potpourri, en i Tidens Smag idelig Afvexling af Farcer, Operetter og Balletter, begynder den dramatiske Forestilling allerede om Morgenen. Gjennem Phantasiens Lorgnet sees Kunstens luftige Genier drage hurtigt tilside det hvide, tætte, i dybe Folder nedhængende Taageteppe – en Reminiscents fra Kjøbenhavns Theater –, og en Decoration lader sig tilsyne, ikke belyst af Lampers Skin men af Solens