Varbelgerne mærkede Uraad og flygtede. Somme sagde, at han gjorde dette, for at give Varbelgerne Nys om Faren, da han ei vilde stride mod Hertugens Mænd, og man var meget misnøiet med hans Adfærd, hvorfor han og for det første drog hjem igjen. Men Kongens Tillid maa han ikke derved have tabt. Vi finde ham strax efter hos denne i Bergen, hvor han tilligemed Aasolf af Rein fik Anførselen over 25 Skibe, som sendtes nordover mod Varbelgerne. Peter traf dem først i Borgund, hvor han fratog dem den indsamlede Leding, og iøvrigt gav dem Fred, til Kongen kom; men da han erfarede, at Skule havde stor Magt hos sig i Nidaros, vovede han sig ikke did, men drog tilbage til Kongen i Bergen. Ved Kyndelsmisse (2 Febr.) 1240 brød Kongen op fra Bergen og seilede nordover med sin hele Styrke, men ved Ankomsten til Nidaros var Hertugen allerede dragen over Fjeldet til Oplandene, og de tilbageblevne Varbelger flygtede eller underkastede sig. Ved Tidenden om at Knut Jarl og Arnbjørn Jonssøn vare slagne af Skule ved Laake, lod Kongen give sin Søn Haakon Unge Kongenavn, rustede en saa stor Flaade som muligt, og seilede i stor Hast sydover, for at komme Arnbjørn til Hjælp. Paa denne Færd fulgte Peter Paalssøn Kongen, og i Slaget i Oslo 21 April 1240, der afgjorde Borgerkrigen, fik han med Gunbjørn Bonde Befalingen over Birkebenernes venstre Fløi, som skulde lægge til ved Gyljande (Pipervigen?) og over Frysiebro (en Bro over Akers-Elven) møde Varbelgerne, om de kom frem der; men da de bleve slagne af Kongen selv midt i Byen omkring Halvardskirken, og toge Flugten opad Landet mod Martestokker (Galgebjerget), kom Peter og hans Mænd ei til at tage virksom Deel i Kampen. Skule fandt kort efter (24 Mai) Døden i Helgeseter Kloster ved Nidaros, og siden vovede Ingen at trodse Kongens Magt. – Ved Kroningen 29 Juli 1247 nævnes atter Peter Paalssøn blandt Rigets tilstedeværende Høvdinger, og paa Kongens Tog til Danmark 1252–1253 var han ligeledes med, og førte Langskibet Borgundbaaden. Han nævnes ved denne Leilighed først blandt Lendermændene,[1] og dette blev hans sidste Færd; thi Aaret derefter 1254 i Fasten døde han, uden Tvivl paa sin
- ↑ Hakon Hakonss. Saga Cap. 277–279.
