Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/53

Denne siden er ikke korrekturlest
49
om Besidderne af Giske Gaard.

Fædrenegaard.[1] Hans Hustru synes den Gyrid Karlshovedsdatter i Giska at have været, som ikkun forekommer i de ovenfor nævnte gamle Slægttavler;[2] men herom haves ingen Vished, ligesaalidt som man veed, om han efterlod sig flere Børn end Sønnen

9. Nikolaus Peterssøn i Giska, den sidste af Giskeættens Mandsstamme. Han nævnes første Gang i Anledning af Toget til Danmark 1252, da han allerede var Lendermand, og fulgte med Faderen; derimod deeltog han ikke med Kong Haakon i dennes sidste Ledingsfærd til Skotland 1263, men efterlodes af denne i Bergen med Hr. Gaut af Mel, som den unge Kong Magnus’s Raadgivere.[3] Forøvrigt vide vi intet andet om Nikolaus, end at han byggede en nye Gaard paa Giske, og at de indtraf en Ildebrand der i hans sidste Levetid eller kort efter hans Død. Herom beretter den lille os levnede Stump af Kong Magnus’s Saga, at da Kongen med sin Moder Dronning Margareta paa Reisen fra Bergen til Nidaros ved Allehelgens Tid 1264 laa i Steinavaag paa Søndmøre, saa man en Ild brænde til Havs. Kongen, der formodede at Gaarden brændte paa Giske, sendte strax Folk til Hjælp, og det lykkedes Jon Tviskafen at bjerge den nye Bygning, Nikolaus havde opført, men den gamle brændte op. „Samme Høst, beretter Sagaen videre, døde Nikolaus i Giske, og udslukkedes med ham Giskemændenes Slægtrække, som vare komne fra Arne Arnmodssøn. Dog efterlod han sig en Datter Margareta, som ansaaes for det bedste Gifte i Landet saavel paa Grund af hendes Æt som hendes Rigdom og Skjønhed.“[4] Hun blev da og gift med en af de mægtigste Mænd i Riget, Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø, og da Giske hermed gik over til en anden af vore berømteste Slægter, vil det være passende her at gaa noget tilbage, for at give nogle Oplysninger om Bjarkø-Ætten.

Øen Bjærkø (Bjarkey) ligger under 69° N. B. sydligst

  1. Sammest. Cap. 281.
  2. Saml. t. Norske Folks Historie VI. 189.
  3. Hakon Hakonss. Saga Cap. 319.
  4. Fornm. Sögur. X. 158.